Tilskud til at ansætte flygtninge i virksomheden
Overvejer du, at give en eller flere flygtninge mulighed for at få et job i din virksomhed? Så er der nogle ordninger og regler, som du bør kende til.
I 2015 fik mere end 10.000 flygtninge opholdstilladelse i Danmark, og tallet ser ud til at stige i 2016.
Som samfund står vi med en massiv udfordring med at få integreret de mennesker, som får ophold som flygtninge i Danmark. At hjælpe dem hurtigst muligt i job, anses for at være den bedste vej til, at de bliver selvforsørgende og kan tage aktivt del i det danske samfund. Og der findes gode indslusningsordninger, såsom virksomhedspraktik og løntilskud, som kommunerne i samarbejde med virksomhederne kan bruge til at få flygtningene ind på arbejdsmarkedet.
I pjecen Beskæftigelse af flygtninge fra Landbrug og Fødevarer, får du en uddybende forklaring og et overblik over de vigtigste regler samt de virksomhedsrettede ordninger, du som virksomhedsejer skal være opmærksom på, hvis du ønsker at ansætte flygtninge.
Hvilke virksomhedsrettede ordninger er der?
Alle flygtninge skal deltage i et integrationsprogram på 37 timer pr. uge de første tre år. Programmet skal omfatte danskuddannelse og beskæftigelsesrettede tilbud. Det er kommunen, der har ansvar for indsatsen.
I integrationsprogrammet er der flere forskellige virksomhedsrettede tilbud, herunder virksomhedspraktik, løntilskud og mentorordning (se tabellen).
Tabel: integrationsprogrammets tilskudsordninger til virksomheder.
Kilde: Pjecen “Beskæftigelse af flygtninge” fra Landbrug og Fødevarer, udg. marts 2016.
Hvilket arbejde må flygtninge varetage?
Flygtninge i virksomhedspraktik og løntilskud kan udføre de samme arbejdsopgaver som virksomhedens øvrige ansatte. Der er ingen begrænsninger i jobindholdet, men der er visse andre krav.
Hvad kan jobcentret hjælpe med?
Hvis du ønsker at få en flygtning i støttet beskæftigelse, skal jobcentret godkende indsatsen.
Jobcentret kan fortælle mere om de konkrete samarbejdsmuligheder og sammensætning af forløb, der er i kommunen.
Ansættelse af flygtninge udenom jobcentret
Du kan godt ansætte flygtninge i ordinær beskæftigelse udenom jobcentret, hvis du ikke har behov for støtte til at rekruttere og ansætte. Det er altså ikke et krav, at jobcentret skal formidle kontakten til flygtninge, hvis der ansættes på almindelige vilkår.
Mere information
Hvis du ønsker mere information om, hvilke regler der gælder for udenlandske medarbejdere og praktikanter generelt, kan du læse mere i den lille folder Få styr på reglerne for dine udenlandske medarbejdere på bedriften, eller henvende dig til os for få at råd og vejledning.