Sats på benhård økonomisk styring i 2016
Et stort antal virksomhedsejere var mødt op torsdag d. 10 marts til det årlige økonomimøde. På dagsordenen var regnskabstallene for 2015 krydret med indlæg om pensionsopsparing og tema, som lagde op til refleksion og fornyet økonomisk fokus.
Faldende indkomst
”De foreløbige driftsresultater for 2015 viser, at landbrugets indkomster er faldet med ca. 300.000 kr. i forhold til året før på landsplan. Og i de regnskaber vi har set indtil nu, oplever vi, samme tendens her i Østdansk Landboforening” – sådan konkluderede økonomikonsulent Hans Boding ved mødet på baggrund af de foreløbige regnskaber og tilføjede, at de første regnskaber dog typisk kommer med lidt dårligere resultater end gennemsnittet. Dernæst gennemgik Hans Boding udvalgte regnskabsposter og økonomiske nøgletal indenfor de primære produktionsgrene kvæg, svin og planteavl. Indlægget med disse kan også ses på landboforeningens hjemmeside.
Se præsentationen af de foreløbige driftsresultater for 2015
Senior Wealth – nyt og udvidet pensionsoverblik
På mødet præsenterede reg. revisor Eva Christensen en ny rådgivningpakke kaldet Senior Wealth, idet Østdansk Landboforening nu tilbyder en økonomisk tilstandsrapport for seniortilværelsen. Rapporten og den tilhørende gennemgang med uvildig rådgivning, rækker langt videre end rapporten fra pensionsinfo, idet den medtager formuen i virksomheden og kan tage højde for samboende.
Se præsentationen om Senior Wealth
Sæt fokus på soliditeten
”Regnskabstallenes udvikling er ikke rar og de bør give stof til fornyet eftertanke, mener vi her hos Østdansk Landboforening”, udtalte økonomidirektør Søren Olsen bl.a. ved mødet.
Og Søren Olsen fortsatte: ”Derfor skal slås et slag for vores fokusområde benchmarking og budgettering, hvor utilfredsstillende resultater kan rettes til acceptable og tilfredsstillende med forholdsvis få justeringer i driften. Det handler om at skabe mere driftsøkonomisk indsigt, og få forslag til aktuelle tiltag til trimning af virksomhed, så resultatet kan blive en god solid bundlinje. God soliditet er en vigtig faktor for bedriftens overlevelse, især fordi den påvirkes af markedskonjunkturerne. Soliditeten er også et nøgletal, som kreditgiverne fokuserer på ved finansiering. Virksomheder med lav soliditet og dermed høj gældsprocent vil komme til at betale flere renter i forhold til dem, der har en høj soliditet.
Vores råd er derfor: effektivisér og trim bedriften, maksimér dit udbytte og arbejd proaktivt for at undgå dårlige resultater. Og vi er klar til at hjælpe, hvis du er kørt fast i de gamle rutiner, føler dig fastlåst eller mangler værktøjer og handlingsplaner til at styre mod de gode resultater.”
Se Søren Olsens præsentation om soliditet mm.
Størrelse eller bundlinje
Landmænd fokuserer på størrelse, andre virksomhedsejere på bundlinje – sådan konkluderer indlægsholder på mødet og forsker Morten Jakobsen fra Århus Universitet på baggrund af hans forskningsprojekt. Og under hans indlæg udfordrede han de fremmødte med sine pointer om, at landmænd i fremtiden bør have en langt større driftsøkonomisk fokus fremfor produktionsrettet fokus, hvis de vil have succes og stå stærkere med deres bedrift og som virksomhedsejere.
Vær en ansvarlig virksomhedsejer
Morten Jakobsen er selv landmand og brænder for driftsøkonomi indenfor landbrug. Hans undersøgelser har vist specielle mønstre i landmænds beslutninger. Under sit indlæg roste han landmænd for at være dygtige, engagerede og ihærdige, men konstaterede også, at en stor del af landmændene har svært ved at kombinere produktionen og den driftsøkonomiske logik. Sagt med andre ord produktion har i højere grad fokus, frem for bevidstheden om de økonomiske konsekvenser af en handling (fx investering, timing og omlægning).
Hans budskab var, at det er vigtigt at tænke forretningsmæssigt og dermed være bevidst om omkostninger og risikofaktorer, da det jo handler om at være en ansvarlig virksomhedsejer og tjene penge.
En egentlig retning for, hvilken vej der er bedst at gå for fremtidens landmænd, blev ikke givet, men deltagerne blev opdateret på, hvilke faldgruber de skal passe på i fremtiden, og at benhård fokus på driftsøkonomien er vigtigt i disse tider.