Markvandring hos Poul Skov Nielsen
Mange landmænd havde valgt at bruge en kold tirsdag aften sammen med os til markvandring omkring Lundby.
Der var mødt ca. 60 landmænd op på Lundby efterskole tirsdag den 9. maj. Vi havde et stramt program, hvor vi både skulle nå at se nye midler til ukrudtsbekæmpelse i vinterraps, se hvordan Poul dyrker traditionelle afgrøder som vårbyg og vinterhvede, men også frøgræs, spinat og roer. Se hele program og dyrkningsplan her.
Korveta og Belkar, helt nye midler
Ole Grønhøj Jørgensen viste sin mark, det er en humusjord med et stort ukrudttryk, altså perfekt til at se på effekten af to nye ukrudtsmidler.
Korveta er et nyt middel fra DOW, der fx indeholder aktivstoffet Arylex. Det bliver forhåbentlig godkendt til forårsopfølgning og har effekt på fx valmue, burresnerre, storkenæb og kamille.
Belkar er også et nyt middel fra DOW, der fx indeholder aktivstoffet Arylex. Det bliver godkendt til efterårsbehandlinger, forhåbentlig allerede til efteråret, og har effekt på fx valmue, burresnerre, fuglegræs, storkenæb, jordrøg, kamiller, kornblomst. Der vil i forbindelse med godkendelse komme en del forbehold, fx må Belkar ikke anvendes i Quartz.
Poul Skov Nielsen og Skovgård I/S
Poul fortalte om familien, og om hvordan deres bedrifter bliver drevet. Poul har selv 212 ha, Skovgård har 53 ha, og dertil Nymarksgård 25 ha. Poul og Martin har også pasningsaftaler, så de totalt driver 365 ha.
De traditionelle afgrøder er til fremavl, græs, hvidkløver og spinat er alle til frø, og roerne til sukker. De kræver alle godt landmandskab for at opnå gode resultater, og her fortæller Poul, at omhu og præcision er meget vigtigt.
Vårbyg og Spinat
Første stop var hos Skovgård I/S. Vårbyg planterne var kommet fint op, og de første ukrudts planter begynder at spire frem. Her for talte Planteavlskonsulent Martin Rath Olsen, at det er vigtigt at vente med bekæmpelsen til de fleste ukrudtsplanter er spiret frem.
Spinat planterne har haft en svær start. Det kolde forår giver ikke gode vækstbetingelser for de små sarte frø. Frøavlskonsulent fra Vikima, Morten Jørgensen, fortalte lidt om produktionen, hvor især hybridproduktionen med han og hun planter blev drøftet. Morten fortalte også, at der netop var meget efterspørgsel efter denne sort, som bliver solgt som spinatfrø til Babyleaf.
Græsfrø og hvidkløver
Frøavlskonsulent Per Raae Hansen fra DLF, fortalte om frøgræsproduktion. Vi så to meget fine marker, og især engrapgræs forventes at blive solgt som SOT kvalitet.
Hvidkløvermarken blev afgræsset af får, og et er en meget skånsom form for afpudsning og effektiv ukrudtsbekæmpelse.
Mikronæringsstoffer i vinterhvede
Sidste stop inden kaffen: Andreas Østergaard fra DLG fortalte om deres nye mikronæringsstof PROFI Basis Plus. En bladgødskning, der indeholder mangan, kobber og zink. Andreas anbefaler at anvende 2 l/ha.
En stor tak til værterne, der viste deres fine marker. Men også til spinat- og frøgræskonsulenterne og DLG for godt indspil.