Aktuelt i marken – uge 36
Skadedyr i vinterraps | Ukrudtsbekæmpelse i vinterraps | Såning af vintersæd | Ukrudtsbekæmepelse i vintersæd | Roer
Skadedyr i vinterraps
Vi er begyndt at se bortgnav efter rapsjordloppen, så hold øje med dine marker, da dine frø ikke er bejdset mod skadedyr. Vi anbefaler at bekæmpe ved 10% bortgnavet bladareal med 0,15 kg Karate allerede fra fremspiring. Læs mere her.
Ukrudtsbekæmpelse i vinterraps
Spildkorn og græsser skal du bekæmpe, når de har 2-3 blade for at opnå en hurtig effekt på de små planter. Gold og blød hejre, alm. rapgræs, agerrævehale og spildkorn kan du bekæmpe effektivt med 0,25 til 0,5 Agil og 0,15 l spredeklæbemiddel. Agil og Karate vil i flere tilfælde med fordel kunne tildeles i samme behandling.
Tabel 1. Anbefalede dosering af Agil til bekæmpelse af spildkorn og græsser i vinterraps.
Dosering Agil* (l/ha) | ||
Forfrugt | Pløjet | Pløjefrit |
Byg | 0,3 | 2 x 0,25 |
vinterhvede | 0,4 | 2 x 0,3 |
Rug | 0,5 | 2 x 0,35 |
* tilsæt altid 0,15 l spredeklæbemidel
Har du problemer med rajgræs, anbefaler vi 1 l Focus Ultra + 0,5 Dash. Bemærk, at Focus Ultra kun må bruges én gang pr. sæson.
Ukrudtsbekæmpelse af tokimbladet planter anbefaler vi 0,35 l Belkar, når alt ukrudt er fremspiret, dog tidligst når rapsplanterne har 6 blade. Det kan evt. efterfølges af 1 l Kerb mod græsukrudt, fuglegræs og burresnerre. Du kan læse meget mere om vores anbefalinger her.
Husk, at der skal være mindst en uge mellem Belkar og Agil/Focus Ultra.
Såning af vintersæd
Er det nødvendigt at starte i god tid, fx store arealer, handler det om at så vintersæd så tæt på den optimale sådato som muligt. Som oplyst i nyhed om tidlig såning af vintersæd, er både vinterrug, nogle vinterhvedesorter og hybrid vinterbyg robuste nok til tidlig såning. Vores generelle anbefalinger:
- rug og hybridvinterbyg kan etableres tidligt
- vinterhvede skal sås så tæt på den 15. september som muligt
- vinterbyg skal altid etableres mellem den 15. og 20. september(undtagen hybrider)
Se vores udsædsberegner på hjemmesiden, så du får justeret mængderne i forhold til TKV, spireprocent og såtidspunkt.
Ukrudt i vintersæd
Vi anbefaler at køre en tidlig behandling med 0,07 – 0,12 l DFF på sort jord, der senere skal følges op med fx Boxer. Læs mere her om vores anbefalinger til ukrudtsbekæmpelse i vinterhvede eller vinterbyg/rug.
Den laveste dosis på 0,07 l DFF anvendes i vinterbyg, 0,1 l DFF i rug og 0,12 l DFF i vinterhvede. En opdeling af behandlingerne har den fordel, at du mindsker fordampningen af Boxer ved at køre ved lavere temperaturer, og en blanding af Boxer og DFF kan være hård ved afgrøden.
Roer
Nordic Sugar oplyser at de har ændret i leveringsplanen til kampagne 2018 og de vil offentliggøre den i løbet af denne uge.
Vi finder nu kraftige angreb af meldug, især i de ubehandlede marker, men også enkelte angreb af rust. Vi anbefaler at gennemføre en svampebekæmpelse i ubehandlede marker med 0,5 Opera og har du været ude med en tidlig svampebekæmpelse, kan en opfølgning være nødvendig. Her anbefaler vi 0,35-0,5 Opera afhængig af tidspunkt på optagning.
Husk at holde øje med behandligsfristen, fristen er 28 dage for Opera og 35 dage for Amistar Gold.