Vær skarp på din egen pris

del

Sådan lød et af rådene, da chefanalytiker og handelsrådgiver John Jensen fra AgroMarkets tegnede et billede af både 2019 og 2020 på årets første handelsinfomøde i Østdansk Landboforening. Her er et par nedslagspunkter fra foredraget.

En af de områder landmanden skal være særdeles opmærksom på – også i 2020 er kemirummet. Næsten 100 produkter udgår i 2020, og enkelte er allerede udløbet.

– Kom ned på den lokale genbrugsstation og stil jeres produkter ved siden af malingen, og sørg for papirarbejdet og kvitteringerne er i orden, så I kan dokumentere alt, lød opfordringen fra John Jensen. Et nyt produkt der dog ser dagens lys, er produktet Balaya – et nyt effektivt svampemiddel i korn.

Få mere for pengene
AgroMarkets har lavet flere beregninger på køb af pesticider og gødning. Her er der penge at hente. John Jensen opfordrede landmændene til at være mere fremme i skoene, når der skal handles.

– Der er mønter at spare, når I skal købe gødning og kemi. Også når I tror, I har forhandlet jer frem til den bedste pris. Gennem vores prisberegner har vi et tydeligt eksempel en landmand, der opnåede en besparelse på 5,5 procent af et køb på 257.000, hvilket rundt regnet giver ham 14.000 kroner i hånden.

Tallene som AgroMarkets arbejder ud fra – er skriftlige tilbud fra flere virksomheder, og det gør beregninger troværdige, forklarer chefanalytikeren.

– Få lavet et tydeligt udbudsmateriale og fortæl forhandleren, at I vender tilbage med en status sidst på året. Og sørg for at alt dette sker i samarbejde med jeres planteavlskonsulent. I vil stå stærkt i kommende handler.

Og vinderen er…
Den grønne bølge skyller fortsat ind over Europa, og selvom en recession ikke er rundt om hjørnet, ifølge John Jensen, vil den økologiske driftsgren komme mere i balance. Forbruget stiger – men det gør produktionen også.
Sidst men ikke mindst kårede AgroMarkets Danmarks billigste lån. Det blev Nykredits Cibor3 med en rente på 0,57 procent efter bidrag. Pengeinstituttet er på udkig efter solide kunder – også i landbruget, lød det afsluttende.