Udpluk fra planteavlsmødet den 7/2
Læs et kort uddrag, hvis du ikke havde mulighed for at være tilstede, og se præsentationer fra mødet.
Program og præsentationer
- Velkommen – Martin Rath Olsen
- Nye Regler – Maja
- Nyt om planteværn – Jeppe og Søren
- Valg af vårafgrøder – Lone
- Quinoa nye afgrøde i Dk! – Steffen Lund, Business Lolland‐Falster
Hvad sagde vi?
Planteavlschef Martin Rath Olsen indledte mødet med gode råd og en påmindelse i forbindelse med opstarten for planteavl. For sæsonen kan gå hen og blive lige så våd som 2017.
Som I kan læse i medlemsbladet Vi Gi’r Dig Råd, forudser blandt andet meteorolog Jesper Theilgaard, at de kommende år bliver vådere. Der kommer mere regn, hvilket vi må manøvrere efter. Jeres dræn og driftsplanlægningen vil derfor blive udfordret, og det er godt at have i baghovedet allerede nu.
Når arbejdet i marken går i gang, er der flere værktøjer, som kan blive en stor hjælp, fortalte planteavlschefen.
I år kan vi endelig få fuldt ud udnyttet de ekstra mængder gødning, som vi har sukket efter. Men afstem mængden og få taget en N-min prøve, så kvælstofs behovet bliver dækket på den rigtige måde. Senere på året kan det være en rigtig god idé at få taget en Yara N-tester. På den måde finder i præcist ud af, hvor stort plantens behov er. Og sidst men ikke mindst kunne I stifte bekendtskab med Farm Tracking, som indtil første maj er en gratis måde at registrere udbytter i marken. Alle tre værktøjer er med til skabe en optimal udnyttelse af kvælstoffet.
Kender du Quinoa?
Sidst kom indlægsholder, forretningschef for Business Lolland-Falster Steffen Lund, på banen, og præsenterede tilhørerne for en ny afgrøde – nemlig Quinoa.
I sommeren 2016 igangsatte vi dyrkningsforsøg af quinoa, som er en meget næringsrig og sund afgrøde med oprindelse i Andesbjergene. Landmand Hans Peter Rasmussen afsatte en hektar ved Rødby til forsøget. Såning og dyrkning blev fulgt nøje af den Schweiz-baserede frøforædlings-virksomhed Syngenta, som har en afdeling på Lolland-Falster. Og resultaterne ser allerede nu rigtig gode ud.
Samarbejde er kodeordet understreger Steffen Lund, og påpeger at den nye superfood-afgrøde er en skabelon for andre måder at drive sin bedrift på.
Tænk stort men start småt og så vær fleksibel. Det kunne være mantraet for måden, vi har grebet hele arbejdet med quinoaen an på. Og begynder landmændene også at se muligheder i at arbejde med selve forædlingen og eksporten, så tror jeg, vi bevæger os i den rigtige retning. I dag har vi tyve landmænd i vores område, som hver forsøger sig med quinoa. I gennemsnit har de sat 5 hektar af, og det bliver spændende at følge udviklingen gennem 2018.