Tilbagebetaling af pension for 2021
Udbetaling Danmark har ændret beregningsmetode for pensionstillæg, når der skal modregnes for negativ indkomst i personlig indkomst.
Hvis du har modtaget besked fra Udbetaling Danmark om, at du skal tilbagebetale pension for 2021, kan det være en fejl.
Ved efterregulering af folkepension fra Udbetaling Danmark har SEGES oplyst, at de har set en række sager om tilbagebetaling af pensionstillæg, særligt hos ægtefæller, idet Udbetaling Danmark har ændret beregningsprincip fra december 2021.
Problemstillingen er i sager, hvor der er underskud. Her kan beregningen være forkert.
Folkepensionen holdes således ikke uden for beregningen, og det gælder både i forhold til pensionister, der selv kan udnytte fradraget, men også i de tilfælde, hvor der kommer en negativ personlig indkomst, som skal modregnes hos ægtefællen.
Den nye beregningsmetode finder også anvendelse på førtidspension og seniorpension.
Hvis du er i tvivl, om beregningen evt. skal påklages, så kontakt din økonomirådgiver for en drøftelse.