Svampebekæmpelse i vinterraps
Er der normalt behov for svampebekæmpelse i vinterraps? Læs om sygdomme, midler og vores anbefalinger.
Ved svampebekæmpelse under blomstring er det primære mål knoldbægersvamp, men der ønskes også effekt på skulpesvamp og gråskimmel. Tidligere i år blev der rapporteret om fund af lys bladplet enkelte steder på midt- og Vestsjælland, men det er ikke noget vi har set i vores område i Østsjælland.
Angreb af knoldbægersvamp fremmes af hyppig rapsdyrkning. Hvileknoldene kan overleve op til 8-10 år i jorden, men de fleste hvileknolde dør før. Fugtige forhold omkring blomstring fremmer angreb, men betydende angreb er også set under relativ tørre forhold. En nedbørsrig og langstrakt blomstring udgør den største risiko for angreb, da smitten sker via de nedfaldne kronblade på løvbladene, se billede herunder.
Billede 1: Gule kronblade der lægger sig i bladfæsterne, giver gode forhold for svampesporer, til at etablere sig og trænge ind i stænglen. En lang blomstring øger derfor angrebsrisikoen.
Skulpesvamp og gråskimmel er ikke afhængige af sædskiftet og blomstringens varighed. Skulpesvamp favoriseres af fugtigt og lunt vejr, mens gråskimmel spredes i fugtigt vejr. Svækkede planter er mere udsatte for angreb.
I gennemsnit af de seneste års landsforsøg med svampesprøjtning i vinterraps under blomstring, har ca. 80 procent af forsøgene været rentable ved en rapspris på 300 kr/hkg. Det gennemsnitlige bruttomerudbytte har været 2,7 hkg/ha.
Tidspunkt for behandling
Ved svampebekæmpelse omkring blomstring opnås der effekt mod knoldbægersvamp, skulpesvamp og gråskimmel og nogle midler har også effekt mod lys bladplet.
Det bedste bekæmpelsestidspunkt mod knoldbægersvamp er normalt midt i blomstringen. Det er når 50-60 procent af blomsterne på hovedskuddene er åbne, hvilket ofte er tidligere end de fleste regner med. Som for mange andre sprøjtninger, så er det bedre at være på forkant end på bagkant med behandlingen. Se billede 2 nedenfor.
Billede 2: Raps i fuld blomst når 50-60% af blomsterne er sprunget ud. Det er det bedste tidspunkt for bekæmpelse.
Effekten mod skulpesvamp vil være mere optimal ved en bekæmpelse i slutningen af blomstringen, og derfor er der lavet en del forsøg med 2 sprøjtninger med 14 dages mellemrum. Det er kun i få af disse forsøg det reelt har kunnet betale sig, og derfor er det ikke vores anbefaling at køre mere end 1 behandling i et normalt år. De fleste midler har god langtidseffekt, og vil også have nogen effekt på skulpesvamp (Amistar, Propulse, Pictor Active, Cantus mfl.). Kun i år med en usædvanlig lang og fugtig blomstring, kan det blive aktuelt med 2 behandlinger.
Anbefalinger
En række produkter vil være relevante til svampesprøjtning i raps. I tabellen herunder har vi listet flere gode og ligeværdige løsninger.
Dosis, l/ha | Ca pris, kr/ha | Bemærkninger | |
Amistar + Orius Max | 0,35 + 0,45 | 160 | Senest ved afsluttet blomstring, st 69.
Husk triazol-regler |
Amistar + Folicur Xpert | 0,35 + 0,35 | 175 | Senest ved afsluttet blomstring, st 69.
Husk triazol-regler |
Propulse | 0,7 | 260 | Senest ved afsluttet blomstring, st 69.
Max 1 gang/sæson |
Amistar + Propulse | 0,35 + 0,35 | 215 | Senest ved afsluttet blomstring, st 69 |
Pictor Active | 0,6 | 230 | Senest ved afsluttet blomstring, st 69 |
Vi anbefaler en enkelt behandling i fuld blomst med enten:
- 0,35 Amistar + 0,45 Orius Max,
- 0,6 – 0,7 Propulse, eller
- 0,35 Amistar + 0,35 Propulse.
Det er produkter de fleste alligevel har på bedriften og de har vist høj effekt gennem mange år.
Sprøjteteknik.
Ved svampesprøjtning er det vigtigt at få en god dækning af hele planten også på de nedre blade. Med konventionel sprøjteteknik betyder det langsom kørsel og min. 250 l vand pr. ha og gerne 300 l vand pr. ha. Mest vand anbefales på tørre planter.
Triazolregler
Vær opmærksom på triazolreglerne, hvor der i raps er begrænsninger på brugen af midler med tebuconazol (Folicur Xpert, Mirador forte, Orius Max 200 EW, Prosaro) og difenoconazol (Amistar Gold). Det er beskrevet på midlernes etiketter Husk også at medregne evt. forbrug af midler med tebuconazol i efteråret og husk, at efterårsanvendelse tæller hårdere end forårsanvendelse.