Svampebekæmpelse i majs
Svampesygdomme i majs bekæmpes indtil sprøjtefristen, hvis over 45 pct. af planterne har angreb på bladet, der støtter kolben. I “risikomarker” med reduceret jordbearbejdning og samtidig forfrugt majs anbefales bekæmpelse generelt.
Majs kan angribes af majsøjeplet og majsbladplet. Majsøjeplet trives under kølige (ca.14-17 °C) og fugtige forhold, mens majsbladplet trives bedst ved lidt højere temperaturer (ca. 20-26 °C) og bladfugt. I visse år ses også angreb af rust, men oftest først meget sent i sæsonen.
Risikomarker
Marker, der er mest udsatte for angreb, er:
- Marker med reduceret jordbearbejdning og samtidig forfrugt majs, fordi smitstof af majsbladplet og majsøjeplet overlever på planterester af majs.
- Kernemajs og kolbemajs er mere udsatte for angreb end majshelsæd, fordi vækstperioden er længere, og svampene derfor har længere tid til at brede sig.
Godkendte midler og sprøjtefrister
I tabel 1 ses en oversigt over godkendte svampemidler i majs.
Ved behov er en behandling oftest tilstrækkelig. Ved undtagelsesvis meget tidlige angreb kan der i stedet satses på 2 behandlinger med 2-3 ugers mellemrum med omkring 0,5 l Opera/Comet Pro eller 0,4 l Propulse.
Middel | Dosis (l) | Pris (kr.) | Maks. antal behandlinger | Sprøjtefrist |
Comet Pro | 0,6-0,7 | 216-252 | Ingen restriktioner, maks. 1,0 l pr. sæson | Fuld blomstring, st. 65 |
Opera | 0,6-0,7 | 318-371 | Ingen restriktioner, maks. 1,5 l pr. sæson | Fuld blomstring, st. 65 |
Propulse | 0,5-0,6 | 195-234 | maks. 2 behandlinger og 1,0 l pr. sæson | Afsluttet blomstring, st. 69 |
Anbefaling
Bekæmpelse anbefales i alle majsmarker med forfrugt majs og samtidig reduceret jordbearbejdning, da risikoen for angreb her er høj. I øvrige marker anbefales bekæmpelse, hvis over 45 procent af planterne har angreb på bladet, der støtter kolben.
Anvend med en konventionel sprøjte omkring 200-250 liter vand og brug f.eks. en 03 (blå) eller 04 (rød) lavdriftdyse.