Svampebekæmpelse i alm. rajgræs til frø
Svampebekæmpelse i rajgræs er oftest rettet mod kronrust og sortrust. De højeste merudbytter er opnået ved sene sprøjtninger (fra omkring skridning).
Både kronrust og sortrust kan være meget tabsgivende, og flere landsforsøg har vist gevinst ved svampebekæmpelse. Tidlige angreb ved begyndende strækning vurderes kun at have mindre betydning for udbyttet, men det anbefales alligevel at bekæmpe angreb.
Vejledende bekæmpelsestærskler
- Kronrust bekæmpes ved 0,1 procent dækning (få pustler pr. plante) indtil afsluttet blomstring.
- Sortrust bekæmpes ved konstateret forekomst indtil ca. 3 uger før høst.
- Net- og pletnekrose bekæmpes i fugtige år ved 0,1 procent dækning (højst én plet pr. plante) indtil afsluttet blomstring.
- Meldug bekæmpes ved 0,1 procent dækning (enkelte kolonier pr. plante) indtil skridning.
Løsningsforslag
Ved en tidlig sprøjtning, hvor du forventer at skulle sprøjte senere, anbefaler vi omkring 0,375 l Orius. Fra omkring begyndende skridning anbefaler vi 0,45 l Bell eller 0,3 l Bell + 0,15 l Comet Pro. Tabel 1 viser effekt tabel af godkendte midler i frøgræs.
Tabel 1. Oversigt over godkendte midler i frøgræs. 0-3 skala, hvor o = ingen effekt, 1 = svag effekt, 2 = middel effekt og 3 = god effekt
Middel | Godkendt i | Normal-dosis, l/ha | Maks. antal behand-linger pr. vækst-sæson | Opfodring tilladt | sortrust, brunrust, gulrust | kronrust, engrap-græsrust | bladplet | meldug |
Amistar/ Mirador | Frøgræs | 1,0 | 2 | Ja | xx | x | xxx | x¹ |
Aproach | Frøgræs | 0,96 | 1 | Nej | xx | x | xxx | x¹ |
Bell | Rajgræs, strandsvingel, engrapgræs, hundegræs | 1,5 | Ingen | Nej | xxx | xxx | xxx | xx |
Bumper | Frøgræs | 0,5 | 2 | Nej | xx | xx | xx | xx |
Ceando | Rajgræs, strandsvingel, engrapgræs, hundegræs | 1,5 | Ingen² | Nej | xxx | xxx | xxx | xxx |
Comet Pro | Rajgræs, strandsvingel, engrapgræs, hundegræs, engsvingel, rødsvingel, bakkesvingel | 1,25 | Ingen | Nej | xx | x | xxx | x¹ |
Folicur Xpert | Frøgræs | 0,5³ | 2 | Nej | xxx | xxx | xxx | xx(x) |
Orius | Frøgræs | 1,25 | Ingen | Nej | xxx | xxx | xxx | xx(x) |
Viverda | Frøgræs | 1,25 | Ingen | Nej | xxx | xxx | xxx | xx |
¹ Ukendt om der er fuld effekt på meldug af strobiluriner.
² Anbefales kun brugt 1 gang pr. sæson for at forsinke resistensudviklingen hos meldug mod midlet.
³ Effekt vurderet ud fra 1,0 l.
Opfodring
Kun frøgræshalm behandlet med Amistar/Mirador må opfodres.