Svampe- og skadedyrsbekæmpelse i ærter
Bladlus er den mest ødelæggende skadevolder i ærter
Svampesygdomme anbefaler vi generelt ikke at bekæmpe, da det sjældent er rentabelt og med de tørre forhold vi har i år, forventes det ikke at være aktuelt. Bladlus under blomstring kræver ofte en bekæmpelse, mens ærteviklerlarver kun er et problem i konservesærter og plukærter, da de kan forårsage kvalitetsforringelse.
Skadedyr
Ærterne er mest følsomme for angreb af bladlus i blomstringsperioden, hvor kraftige angreb kan medføre tab af blomster. Den vejledende bekæmpelsestærskel for ærtebladlus i blomstringsperioden er 15-20 pct. angrebne planter. Når ærterne er afblomstrede, og bælgene har opnået fuld længde og begynder at svulme, skal der kraftigere angreb til, før en bekæmpelse af ærtebladlus er rentabel. Den vejledende bekæmpelsestærskel på dette tidspunkt er 50 procent angrebne planter. Bladlusene sidder ofte gemt omkring knopanlæggene i topskuddene. Vurder angreb ved at slå topskuddene ned i en balje, så bladlusene slås ud af blomsterne og kan opgøres. Bladlusene kan optræde meget uensartet i marken, så undersøg derfor flere steder i marken.
I konservesærter og plukærter forårsager ærteviklerlarverne en alvorlig kvalitetsforringelse. Flyvningen af ærteviklere kan følges via feromonfælder. Den vejledende bekæmpelsestærskel for konsum- og fremavlsærter (eksklusiv konservesærter) er en summeret fangst på 50 ærteviklere i alt fra to fælder. Den vejledende bekæmpelsestærskel for plukærter er en summeret fangst på 10 ærteviklere i alt fra to fælder.
Mod ærteviklere anbefales enten Lamdex eller Mavrik omkring og efter blomstring. Mod bladlus omkring blomstring kan også bruges Lamdex og Mavrik, som mod ærteviklerne, men også Pirimor 500 WG kan bruges mod lus, hvor den har gasvirkning og bekæmper således, de lus der sidder inde i blomsterne. Nedenstående doser anbefales:
- 0,25 l/ha Lamdex – HUSK bimærke så køres udenfor biernes flyvetid
- 0,15 – 0,2 l/ha Mavrik
- 0,125 g/ha Pirimor 500 WG
Svampesygdomme
For bekæmpelse af gråskimmel, ærtesyge og ærteskimmel anbefales en behandling omkring begyndende blomstring med enten 0,5 l/ha Amistar eller 0,25-0,5 l/ha Signum WG. Midlerne har en behandlingsfrist før høst på mellem 14-28 dage. Amistar må kun anvendes 1 gang pr år og Signum må anvendes 2 gange pr år.