Stor succes på Store Frødag

del
Gården Thinghøj blev oprindeligt købt i 1947 af Stevns Landboforening, der skabte deres egen forsøgsgård på stedet. I 1980 overtog Jørgen Petersen gården, og i dag driver han og sønnen Christian 655 hektar med forskellige afgrøder, hvor fokus ligger på frøavl

Det var en glad og stolt formand for Østdansk Landboforening, der onsdag aften konkluderede på Store Frødag. Et arrangement foreningen har knoklet med og forberedt sig på siden 2016.

–          En succes kort sagt. Jeg er virkelig stolt over de reaktioner, vi har fået gennem hele dagen. Store Frødag er kulminationen på over tre års arbejde, og den indsats, der er lagt af bestyrelsen og vores flittige medarbejdere har virkelig båret frugt, fortæller formand Jørgen Petersen.

Formand Jørgen Petersen glæder sig over at Store Frødag igen var en stor succes. Omkring 600 deltagere lagde vejen forbi bedriften Thinghøj ved Store Heddinge.

Arrangementet foregik på den tidligere forsøgsgård Thinghøj ved Store Heddinge, hvor Jørgen Petersens søn Christian Petersen i dag bor. Driften står begge for. De mange hundrede besøgende blev klogere på frøproduktion og deltog i guidede ture til markforsøg.

Vi har fremvist afpudsnings- og radrensningsforsøg. Økologisk demonstrationsmark med udlæg af strandsvingel og hvidkløver og demonstrationsparceller med bivenlige vildtafgrøder, efterafgrøder og meget mere. Vi har haft de skarpeste fagkonsulenter og forskere fra hele Danmark stående ude i forsøgene, og de har hver især givet frøavleren den nyeste viden med hjem. Og her glæder vi os over, at gæsterne har rost det høje faglige niveau!

Kan man gå på vandet?

Den positive modtagelse fra besøgende og samarbejdspartnere har skabt en dejlig stemning hos foreningen.

Lige nu er vi jo nærmest høje på den medgang, vi har oplevet i dag. Fornemt vejr og cirka 600 glade deltagere – faktisk kom der lidt flere, end vi havde forventet. Så man kan jo næsten gå på vandet. Sådan et arrangement kræver utrolig meget planlægning, er tidskrævende og omkostningstungt, og det har kunnet betale sig. Derfor vil vi lune os ved den anerkendelse, vi har modtaget og takke de mange indlægsholdere, stadeholdere og virksomheder, som har været med til at skabe en fantastisk dag, slutter Jørgen Petersen.