Sortsforskel i afskallede kerner
SEGES har undersøgt sortsforskelle i tendens til afskalning af kerner i årets landsforsøg.
Årsagen til afskallede kerner i byg er først og fremmest vejret under kernefyldning og modning. I de år hvor afskalning er mere udbredt, skal du være opmærksom på ikke at forværre problemet ved at tærske kornet hårdt. Du kan læse mere om årsagen til afskallede kerne her.
Sortsforskel i tendens til afskallede kerner
En lang række mere eller mindre anerkendte maltbygsorter og potentielt kommende maltbygsorter, blev analyseret for antallet af afskallede kerner. En kerne anses for afskallet, når mindst 1/3 af skallen mangler, og/eller kimen er blottet.
I figur 1 er procent afskallede kerner vist for otte sorter i hver af de fire forsøg og i gennemsnit af forsøgene.
Der er stor forskel på niveauet af afskallede kerner i de fire forsøg. I Hjørring har alle sorter mindre end 6 procent afskallede kerner, mens niveauet i de øvrige forsøg ligger fra 5 til godt 20 procent i de otte sorter. Den største andel af afskallede kerner blev fundet i KWS Irina med 15,6 procent. Derefter følger Flair med 11,1 procent afskallede kerner, Laureate med 8,4 procent og RGT Planet med 6,4 procent. Mindst afskalning er fundet i Crossway med 4,9 procent.
Andelen af knækkede kerner i de fire forsøg er fra 1,4 til 2,7 procent, med en tendens til at forsøg med større andel af knækkede kerner også har en større andel af afskallede kerner. Knækkede kerner er et tegn på hård tærskning, og hård tærskning medfører større afskalning.
Den væsentligste årsag til afskalning er klimaet det enkelte år. Resultaterne peger dog på, at man ved sortsvalg kan mindske risikoen for afskalning noget. Der er mange kvalitets- og dyrkningsegenskaber at tage hensyn til ved valg af maltbygsort, og selvom der er konstateret afskalning i ret betydeligt omfang de seneste tre år, har det ikke været noget væsentligt problem de foregående ti år.