Skadedyr i vinterraps – skal de bekæmpes?
Vi følger udviklingen af skadedyr.
Gule fangbakker er sat ud i ca. 30 vinterrapsmarker for at følge forekomsten af bladribbesnudebiller. Der er fundet bladribbesnudebiller på 5 af 24 lokaliteter med 1-14 biller pr. fangbakke. Skadetærsklen er mere end 15 biller pr. fangbakke. I vores område har vi endnu ikke set bladribbesnudebiller af betydning. Det er den generelle vurdering, at skadetærsklen ikke nås i år.
Bladribbesnudebillen er tidligere på spil i marken end skulpesnudebillen, som først ses ved afblomstring og begyndende skulpedannelse. Billerne kan relativt let skelnes fra hinanden. Bladribbesnudebillen er spættet grå og har en hvidlig plet på ryggen, samt røde ”fødder”.
I modsætning til bladribbesnudebillen er skulpesnudebillen helt sort.
Tidspunktet for bladribbesnudebillernes fremkomst er meget styret af temperaturen. Begyndende flyvning sker på solrige dage ved 11-12 °C. Ved 12 °C og mere end 7 timers solskin eller ved 15 °C og mere end 3 timers solskin optræder de mere talrigt.