Skårlægning eller direkte høst af frøgræs?
Der er for de fleste arter ikke noget entydigt svar på, om der skal skårlægges eller høstes direkte. Det afhænger af mange faktorer. Vi belyser nogle af dem.
Hundegræs skal altid skårlægges, men ellers er der ikke et entydigt svar på, om der skal skårlægges eller høstes direkte.
Betingelser i Danmark
Vores klima er meget ustabilt i høstperioden. Det skifter mellem sol og perioder med regn. Dermed kan en skårlagt afgrøde risikere at ligge længere på skår, end det er hensigtsmæssigt, med risiko for frøspild og gennemgroning.
Høstmaskinerne skal typisk håndtere mange forskellige afgrøder og er derfor udstyret med et traditionelt skærebord, der ikke nødvendigvis er optimalt til at samle et skår op.
Hvilke arter egner sig til skårlægning?
Alle frøarter kan høstes direkte, og alle frøarter kan skårlægges. Dog med visse vigtige undtagelser.
Rødsvingel er oplagt at høste direkte. Den er ikke særligt spildsom op til høst, og hvis den er gødet og vækstreguleret korrekt, vil den være gået passende i leje.
I den modsatte ende er hundegræs, der er spildsom og altid afmodner uens. Den skal skårlægges.
Følgende faktorer afgør valg af høstmetode:
Direkte høst | Skårlægning | Betingelser |
Tilstrækkelig tørrekapacitet. | Ingen eller begrænset tørrekapacitet | Ved direkte høst vil vandprocenten i afgrøden være højere, end hvis den var skårlagt. Derfor kræver direkte høst et effektivt tørreanlæg med stor kapacitet. |
Ensartet afmodning m.m. | Uens afmodning pga. jordbund, gødning | Hvis der er tørkeskader i dele af marken, eller den ikke er gødet ensartet, vil de områder modne først og have et forholdsvis stort dryssespild, før resten af marken er klar. |
Gået passende i leje | En meget stående afgrøde | En stående afgrøde vil alt andet lige have større risiko for dryssespild i forhold vækstforholdene omkring høst. Specielt kraftig blæst kan give stort tab. |
God høstkapacitet | Høstkapaciteten øges i en skårlagt afgrøde | Høstkapaciteten bliver mindre, når der høstes direkte, fordi vandprocenten er højere. |
Høsttidspunkt ?
Ved direkte høst må vandprocenten ikke komme under 20 pct. Det resterende vand skal fjernes på tørreriet. Risikoen for dryssespild stiger meget i sidste del af frøfyldningsperioden.
Skårlægning skal ske så tæt på høst som muligt, men tidligt nok til at undgå dryssespild. For tidlig skårlægning går ud over spireevnen. Samtidig med at der er en ret stor tilvækst i den sidste del af frøfyldningsperioden kan det koste udbytte. Derfor skal der skårlægges, når vandindholdet er 30-40 pct. Desto mere spildsom en art er, desto før skal der skårlægges.