Sådan forventer vi reglerne til sædskifte bliver
Det nye krav til afgrøderotation afløser det nuværende krav om flerer afgrødekategorier.
Der er som udgangspunkt to delkrav der skal opfyldes, og de skal opfyldes på omdriftsarealer, undtagen arealer med flerårige afgrøder (herunder frøgræs), græs og andet grøntfoder, samt braklagte arealer.
- På 35% af bedriftens omdriftsarealer skal der årligt sås en ny afgrøde
- Du må maksimalt have den samme afgrøde på det samme omdriftsareal tre år i træk (2022 er referenceåret)
De nye regler betyder således, at man godt kan have samme afgrøde på hele ens areal, bortset fra de 4 % udtagning, og så en ny afgrøde året efter på hele arealet.
Hvis I køber eller forpagter ny jord i 2023, skal det jord indgå i overholdelsen af kravene, selv om en anden ansøger havde retten over jorden året før.
Bemærk, at hvis i ønsker at søge tilskud gennem bioordningen “planteproduktion” der giver ekstra tilskud til en lang række mad og proteinafgrøder bl.a. ærter, hestebønner, spinat, sukkerroer til fabrik, kartofler, en lang række grøntsager mv., så er der yderligere krav til sædskifte. De yderligere krav minder om de krav vi i 2022 har til afgrødevariation, gennem de grønne krav, dog lidt strammere, dvs. mere variation. Læs mere om dette i næste uges plantenyt.
Et regneeksempel
Her er et eksempel på hvordan de 35% beregnes.
Markplan:
60 ha korn, 15 ha raps, 15 ha frøgræs, 4 ha brak, 6 ha gulerødder.
Arealer, der er undtaget fra rotationskravet, tæller ikke med i beregningen af kravets størrelse. I dette eksempel er frøgræs, brak og gulerødder undtaget, så de 35% procent beregnes:
60 ha korn + 15 ha raps = 75 ha *35 % = 26,25 ha
Følgende typer af bedrifter er helt fritaget fra kravet:
- Bedrifter med mindre end 10 ha omdriftsareal.
- Bedrifter, hvor mindst 75 pct. af omdriftsarealet anvendes til dyrkning af græs eller andet grøntfoder, er braklagt, dyrkes med bælgplanter eller en kombination af disse afgrøder. Bemærk, at de 75 pct. skal beregnes ud fra omdriftsarealet.
- Bedrifter, hvor mindst 75 pct. af bedriftens landbrugsareal dyrkes med permanent græs, græs eller andet grøntfoder, afgrøder under vand (paludikultur) eller en kombination af disse. Bemærk, at de 75 pct. skal beregnes ud fra landbrugsarealet.
- Økologiske bedrifter opfylder kravet som følge af deres certificering. Det gælder også bedrifter, der har søgt om certificering og er under omlægning til økologi.
Særligt for majsmarker
Hvis du årligt udlægger græsudlæg i majsmarken senest i juni måned, og lader udlægget ligge frem til 1. februar, tæller græsudlægget som en ny afgrøde. Med denne praksis kan der således være majs på samme areal i mere end tre år i træk. Vi forventer, at dette græsudlæg kan tælle med som enten pligtige- eller husdyrefterafgrøder, og at græsudlægget kan benyttes til at opfylde kravet om mindst 80 pct. afgrøder med højt kvælstofoptag og lang vækstsæson på kvægundtagelsesbedrifter.