Sådan bliver udbetalingen af landbrugsstøtten!
Landbrugsstyrelsen har påbegyndt udbetaling af grundbetaling og den grønne støtte, og de første af jer vil modtage støtten den 4. december.
Landbrugsstyrelsen udbetaler på alle hverdage til og med den 22. december. Der vil også være udbetaling mellem jul og nytår, og de fortsætter igen i januar. De forventer at nå deres mål om udbetaling af 90 procent af ansøgerne senest 15. december 2017.
Hvis du ikke får din støtte i starten af december, er det ikke nødvendigvis fordi der er noget galt med ansøgningen. Efter styrelsens målsætning skal der nemlig være udbetalt 97 procent af ansøgerne senest 31. januar 2018.
Sådan ser du, om din ansøgning er klar til udbetaling
Du skal logge på Tast selv-service og tjekke det.
- Log på lbst.dk/tastselv
- Klik på fanen ”Oversigter og breve”
Hvis der står ”Klar til udbetaling”, er din ansøgning færdig i sagsbehandlingen. Når ansøgningen er klar til udbetaling, vil du normalt få din udbetaling efter højst 14 dage.
Landbrugsstyrelsen har lavet en kort guide til, hvordan du gør, se den her.
Du er også meget velkommen til at kontakte os, så kan vi undersøge, om din ansøgning er klar til udbetaling. Du kan også kontakte landbrugsstyrelsen direkte ved at ringe på tlf. 33 95 80 00.
Værdien af betalingsrettigheder
Udbetalingen er afhængig af værdi af betalingsrettighederne, som bliver ændret fra år til år. I 2017 er basisværdien 1867 kr, grundbetaling + grøn støtte.
Værdien af støtten er steget med ca. 20 kr pr. ha i gennemsnit i forhold til sidste år. Det skyldes et overskud i den nationale reserve og en lidt højre udbetaling af den grønne støtte (45,63 % af grundbetaling).
Du kan se værdien af dine betalingsrettigheder og dermed værdien af din grønne støtte i Tast selv-service. Se her, hvordan du gør
Landbrugsstyrelsens udbetalingsmål
- Mindst 90 procent af ansøgerne får udbetalt senest 15. december
- Mindst 97 procent får udbetalt senest 31. januar 2018
- Resten udbetales frem til 30. juni 2018. Der er typisk tale om særligt komplekse sager.