Rosende ord til Søren Søndergaard

del

Der var trængsel på talerstolen, da Landbrug & Fødevares delegeretmøde blev afholdt den 10. og 11. november. Formanden Søren Søndergaard modtog stor anerkendelse fra alle sider.

Det var bestyrelsesformand for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaards, anden beretning, men den første foran et medlevende publikum i Kongrescentret i Herning.

Covid-19 gjorde sidste års delegeretmøde til en tam tv-affære, hvilket der i den grad blev rettet op på, og formanden modtog stående bifald for sin beretning.

Bestyrelsesformand for Østdansk Landboforening, Ole Elbæk, var glad for igen, at være tilbage i de vante rammer i Herning Kongrescenter.

– Der var flere gode indlæg. Og det er dejligt at opleve en formand som Søren Søndergaard, der repræsenterer erhvervet fornemt. Fra politisk side er der en gensidig respekt, hvor udfordringer bliver vendt på en faglig klog måde, og det er i høj grad Sørens fortjeneste også set i lyset af den nye landbrugsaftale.

– Regnskabet var igen en fornøjelse at få fremlagt, og sessionen omkring globale klimaeffekter oplysende. Jeg bed mærke i et citat fra mødet: We can’t make green lines with red buttom lines. Det opsummerer den grønne omstilling. Hvis omlægning af fødevareproduktionen ikke er økonomisk bæredygtigt, falder det hele fra hinanden. Det skal være spændende at omstille sig, lyder det fra Ole Elbæk.

Tog tyren ved hornene

Bestyrelsesmedlem i Martin Lyder Andersen var til sit andet delegeretmøde som repræsentant for Østdansk Landboforening, men det var første gang, at bestyrelsesmedlemmet ikke så med fra en løs forbindelse.

– Jeg oplever et stærkt sammenhold, en glæde for dansk landbrug, hvor der er masser af muligheder og en fælles interesse for den grønne linje. Og så har vi en meget kompetent formand i Søren Søndergaard.

Næstformand i Østdansk Landboforening, Peter Rasmussen, var især tilfreds med at Søren Søndergaard i sin beretning ikke krøb uden om i forbindelse med Danbred-sagen.

– Vi lagde os fladt ned, og sagde klart og tydeligt undskyld. Det giver ro på de indre linjer, og det klædte Søren at tage tyren ved hornene. Samtidig var det dejligt at høre den anerkendelse, der kom fra både miljøminister Lea Wermelin og fødevareminister Rasmus Prehn. Søren gør ganske enkelt et fornemt stykke arbejde.