Registrerede sygdomme – uge 19
Det er på høje tid til at følge udviklingen af sygdomme i dine marker, for der er registreret flere angreb i både vinterhvede, vinterbyg, rug og triticale. En en bekæmpelse kan være nødvendig.
Vinterhvede
Vi har fundet enkelte marker med meldug i Torp, Creator, Sheriff og Elixer. I modtagelige sorter anbefaler vi en bekæmpelse ved over 10% angrebne planter ind til stadium 31 (1. knæ), derefter over 25% angrebne planter.
Der er ikke fundet rust i registreringsnettet, men i enkelte marker også i vores område er der fundet gulrust. Det er derfor vigtigt, at du følger udviklingen af gulrust. Især i de mest modtagelige sorter fx Benchmark, men også i Sheriff, Kalmar, KWS Lili, Elixer og Creator, anbefales gulrustbekæmpelse ved konstateret forekomst.
Optælling af dage med nedbør med henblik på bekæmpelse af Septoria starter i vækststadium 32, altså for de fleste marker nu, hvor 4 dage med nedbør udløser en bekæmpelse.
Vi anbefaler på nuværende tidspunkt 0,34-0,4 l Prosaro, der har en god effekt på gulrust. men også på meldug og septoria.
Det gennemsnitlige vækststadium er 31 (1 knæ udviklet), mens enkelte marker er i vækststadium 33 (3 knæ udviklet).
Vinterbyg
Skoldplet er forsat mest udbredt og findes hovedsagelig på de nedre blade i flere marker. Vurdering af behovet for bekæmpelse af skoldplet begynder i stadium 31 (1 knæ udviklet). Der vil være behov for bekæmpelse, hvis der er mindst 10% angrebne planter og 3 dage med nedbør.
Der er angreb af bygrust på flere lokaliteter i flere sorter med op til 75% angrebne planter. Rust bekæmpes ved over 10% angrebne planter fra stadium 32 ( 2 knæ udviklet).
Meldug er også fundet på flere lokaliteter, og i enkelte marker er alle planter angrebet. Bekæmpelse anbefales i modtagelige sorter i vækststadium 32-50, bekæmpet ved over 25-50 procent angrebne planter.
Til en tidlig bekæmpelse rettet mod meldug, bygrust og skoldplet, anbefaler vi 0,25 l Prosaro eller Proline Xpert.
Det gennemsnitlige vækststadium er 35 (fanebladet tæt på at være synligt), mens de længst udviklede marker er i vækststadium 41 (fanebladets bladskede strækker sig).
Triticale
Der er fundet gulrust og meldug i flere sorter i hele landet, og enkelte steder har der også været behov for bekæmpelse. Evt. bekæmpelse af gulrust er aktuel fra stadium 30 (begyndende strækning af hovedskud) og meldug fra stadium 31 ved over 25% angrebne planter.
Det gennemsnitlige vækststadium er 33 (3 knæ udviklet), mens de længst udviklede marker er i vækststadium 37 (fanebladet synligt).
Rug
Der er fundet skoldplet i mange marker på de nedre blade. Evt. bekæmpelse af skoldplet er aktuel fra vækststadium 32 (2 knæ udviklet), efter en periode med fugtige forhold og angreb, der breder sig op af planten.
Der er ikke fundet angreb af brunrust eller meldug.
Til bekæmpelse af sygdomme i rug anbefaler vi 0,25 l Prosaro.
Det gennemsnitlige vækststadium er 37 (fanebladet synligt), mens de længst udviklede marker er i vækststadium 47 (fanebladets bladskede åbner sig).