Registrerede sygdomme og skadedyr (uge 27)
Rust har udviklet sig både i vinterhvede og vårbyg. Hold øje med lus i alle marker, også vintersæd.
Vinterhvede
Angrebene af Septoria har udviklet sig i den sidste uge, og mest ses i KWS Cleveland og Hereford og mindst i Sheriff. I ubehandlede marker ses kraftige angreb på fanebladet, i behandlede marker ses angreb hovedsagelig på de nedre blade.
Brunrust angrebene har igen bredt sig en del i den forløbne uge, også på de øverste blade. Der er fundet kraftige tilfælde i alle sorter, dog ikke i KWS Cleveland, hvor der pt. ikke er fundet angreb.
Der er overvejende svage angreb af bladlus, som bekæmpes på nuværende tidspunkt, hvis 100 procent strå er angrebne.
Vårbyg
Bygrust har bredt sig meget i den forløbne uge i alle sorter, og ses flere steder også på fanebladet i ubehandlede marker.
Bygbladplet har også bredt sig og ses på fanebladet i ubehandlede marker. Mest er der fundet i RGT Planet, Crossway, Odyssey og Laurikka.
Vi ser kun begrænsede angreb af skoldplet, også i ubehandlede marker.
Ramularia her bredt sig kraftigt i nogle marker, og i de fleste sorter. Angreb i udbrud kan ikke bekæmpes, så evt. bekæmpelse skal ske før begyndende skridning. I de danske forsøg har der for det meste ikke været nogen god sammenhæng mellem angreb af Ramularia og merudbyttet for svampesprøjtning.
Vi ser svage angreb af bladlus. Bladlusbekæmpelse anbefales ved over 40 procent angrebne strå, hvis der ikke er behov for svampebekæmpelse. Efter vækststadie 75 (kerneindhold mælket og let grynet) skal bladlus bekæmpes ved over 100 procent angrebne strå.