Registrerede sygdomme og skadedyr (uge 23)
I vinterhvede skal akset snart beskyttes. Rug og vinterbyg er snart færdig behandlede. i vårbyg har bygrust udviklet sig. Vi ser øget angreb af skadedyr.
Vinterhvede
Meldug udvikler sig, og i marker med højt smittetryk kan en behandling efter begyndende skridning stadig være nødvendig. Vi ser ikke udbredte angreb af gulrust, men hold stadig øje i de meget modtagelige sorter. Det hidtil tørre vejr har hæmmet udviklingen af Septoria, men de sidste dages fugtigere vejr har udviklet angrebene. Den sidste del af den delte aksbeskyttelse er nu udført eller skal udføres.
Vi ser nu øget angreb af Septoria i hvedemarkerne, især i de mest modtagelige sorter Hereford, KWS Cleveland, KWS Dacanto, Mariboss og Nuffield.
Gulrust har vi kun set i begrænset omfang, undtagen i meget modtagelige sorter som Substance og JB Asano. I andre sorter som Benchmark, Jensen, Sheriff og Kalmar kan der også findes rust.
Der er flere steder fundet meget meldug i ubehandlede marker med Torp. Men der er også fundet i Nuffield, KWS Cleveland og Hereford. Meldug bør bekæmpes indtil begyndende skridning (vækststadium 40), men i marker med et meget højt smittetryk kan det være aktuelt at bekæmpe meldug efter dette tidspunkt.
Brunrust har bredt sig i den forløbne uge, vær også opmærksom på evt. angreb i Pistoria, Torp og Hereford som er brunrust modtagelig. Brunrust bekæmpes i modtagelige sorter ved over 25 procent angrebne planter til vækststadium 71.
Vi har opsat feromonfælder i vores område. Hvedegalmyg skal bekæmpes ved over 120 galmyg pr. fælde pr dag, hvis hveden samtidig er i stadie 41 (fanebladets bladskede begynder at strække sig) til 61 (begyndende blomstring). Ved fangst af over 30 hvedegalmyg pr. dag er der også en risiko, men det er usikkert, om bekæmpelse er rentabel. Der er nu begyndende flyvning men stadig under bekæmpelsestærsklen, og de fleste hvedeplanter er i et vækststadium, hvor de er modtagelige (efter at fanebladet er udviklet til begyndende blomstring).
Af de dyrkede sorter er KWS Cleveland, Sheriff og Kalmar resistente mod hvedegalmyg.
Der er fundet bladlus i enkelte marker, men ikke over bekæmpelsestærsklen på 25 % angrebne strå, hvis der også er behov for en svampebekæmpelse, og 40% angrebne strå, hvis der ikke er behov for svampebekæmpelse.
Rug
Rug er nu så langt fremme i udviklingen, at der fremover kun skal holdes øje med evt. angreb af brunrust.
Brunrust er er fundet i enkelte tilfælde og bekæmpes ved over 10 procent angrebne planter indtil omkring blomstring.
Triticale
Gulrust har igen bredt sig i den forløbne uge, og bekæmpes ved konstateret forekomst.
Meldugbekæmpelse er også nødvendig i mange ubehandlede marker. Meldug bekæmpes i modtagelige sorter ved over 50-75 procent angrebne planter på nuværende tidspunkt.
Vårbyg
Bygrust og bygbladplet har udviklet sig i den forløbende uge, og i enkelte marker er en bekæmpelse nødvendig.
Bygrust har bredt sig i den forløbende uge og er fundet i de fleste sorter. Det bekæmpes ved over 10 pct. angrebne planter til begyndende blomstring.
Bygbladplet har også bredt sig, især i Laurikka, Odyssey og Crossway, der er modtagelige. Det bekæmpes ved over 10 procent angrebne planter i Laurikka og i modtagelige sorter ved over 25-50 procent angrebne planter.
Meldug er kun aktuel at bekæmpe i Propino ved over 1 pct. angrebne planter.
Der er fundet bladlus med afkom og kornbladbillelarver. Kornbladbiller bekæmpes ved 0,5 – 1,0 larve pr. strå og bladlus ved over 40 pct. angrebne strå, hvis der ikke er behov for svampebekæmpelse, og 25 pct. angrebne strå, hvis der er behov for svampebekæmpelse.