Registrerede sygdomme og skadedyr – uge 17
Du skal holde øje med skoldplet i vinterbyg og rug. I vinterraps er der skadedyr og lysbladplet.
Vinterhvede
Der er ikke fundet meldug eller rust.
Det gennemsnitlige vækststadie er 30 (begyndende strækning), mens enkelte marker er i vækststadium 31 (1 knæ udviklet). Hveden er således pt. ikke så fremskreden i udviklingen, at der er bekæmpelsesbehov.
Vinterbyg
Skoldplet er mest udbredt og findes hovedsagelig på de nedre blade i flere marker. Vurdering af behovet for bekæmpelse af skoldplet begynder i stadie 31 (1 knæ udviklet). Der vil være behov for bekæmpelse, hvis der er mindst 10% angrebne planter og 3 dage med nedbør.
Der er angreb af bygrust på enkelte lokaliteter i flere sorter med op til 50% angrebne planter. Rust bekæmpes ved over 10% angrebne planter fra stadie 32 ( 2 knæ udviklet).
Det gennemsnitlige vækststadie er 29 (buskning), mens de længst udviklede marker er i vækststadium 32 (2 knæ udviklet). Vinterbyggen er således pt. ikke så fremskreden i udviklingen, at der er behov for bekæmpelse af sygdomme.
Triticale
Der er fundet gulrust i flere sorter i hele landet og enkelte steder har der også være behov for bekæmpelse. Evt. bekæmpelse af gulrust er tidligst aktuel fra vækststadium 30 (begyndende strækning af hovedskud).
Der er ikke fundet angreb af meldug.
Det gennemsnitlige vækststadie er 30 (begyndende strækning af hovedskud), mens de længst udviklede marker er i vækststadium 31 (1 knæ udviklet).
Rug
Der er fundet skoldplet i mange marker på de nedre blade. Evt. bekæmpelse af skoldplet er først aktuel fra vækststadium 32 (2 knæ udviklet). Der er ikke fundet angreb af meldug eller brunrust.
Det gennemsnitlige vækststadie er 31 (1 knæ udviklet), mens de længst udviklede marker er i vækststadium 32 (2 knæ udviklet).
Vinterraps
Bladribbesnudebiller
Forekomsten af bladribbesnudebiller følger vi via gule fangbakker, som er en del af registreringsnettet.
Bekæmpelse anbefales ved mindst 15 bladribbesnudebiller pr. fangbakke. Det er vigtigt at bemærke, at bekæmpelsestærsklen ikke er sikker, da angrebsstyrken er meget afhængig af temperaturforholdene. Ved høje temperaturer lægger hver hun flere æg.
Der er fundet bladribbesnudebiller i flere marker på Sjælland og enkelte marker også over tærsklen på de 15 bladribbesnudebiller.
En generel bekæmpelse af bladribbesnudebiller anbefaler vi ikke, men i marker med fangbakker og fangster over tærsklen kan der bekæmpes med Karate eller Kaiso Sorbie. Disse midler har pga. resistensudvikling ikke effekt på glimmerbøsser.
Bekæmpelse skal tidligst udføres ca. 10 dage efter, at de første bladribbesnudebiller er observeret i fangbakkerne, da bladribbesnudebillerne ikke straks lægger æg. Bekæmpelse skal ske, før larverne søger ind i stænglerne.
Lys bladplet
Forekomsten af lys bladplet følges også i registreringsnettet.
Lys bladplet anbefales bekæmpet på nuværende tidspunkt ved 5% angrebne planter. Når blomstringen nærmer sig, skal der være mere udbredte og tydelige angreb af lys bladplet for at det udløser en bekæmpelse.
Der er i denne uge fundet angreb i flere marker og i nogle tilfælde også med angreb over tærsklen. Der er stor variation i angrebene fra mark til mark, og i de fleste marker er der ingen eller svage angreb. Angrebene breder sig især op ad planterne under fugtige forhold, og når strækningsvæksten er langsom.
Til bekæmpelse anbefaler vi 0,4-0,5 l Prosaro eller Folicur Xpert. Under blomstring skal der træffes beslutning om bekæmpelse af øvrige svampesygdomme. Her kan du vælge en løsning med effekt mod lys bladplet, hvis svampen breder sig opad planterne.