Registrerede sygdomme og skadedyr
Se vores anbefalinger til bekæmpelse af rust i vinterbyg, rust og meldug i vinterhveder samt skoldplet og rust i rug
Vinterhvede
Der er fundet gulrust i Benchmark, Sheriff, Kalmar og Torp. Gulrust bekæmpes i modtagelige sorter (Benchmark, Kalmar) ved konstateret angreb i marken eller i området og i delvis modtagelige sorter (Sheriff m.fl.) ved over 1 procent angrebne planter.
Der er ikke registreret angreb af brunrust.
Meldugangrebene er overvejende svage. Mest er fundet i Torp. Meldug anbefales bekæmpet i vækststadium 32-40 (2 knæ udviklet og indtil lige før begyndende skridning) ved over 25 procent angrebne planter.
I flere marker især i tidligt såede marker fundet septoria sidder relativt højt oppe i afgrøden. Vi anbefaler nu også en bekæmpelse, såfremt der har været 2-3 dage med nedbør i den sidste uges tid.
Ved bekæmpelse på nuværende tidspunkt kan anvendes omkring 0,3 Orius med fornuftig effekt på meldug og rust. Har du meget septoria oppe i afgrøden kan du anvende omkring 0,3 l Prosaro. Er der behov for ekstra meldugeffekt kan tilsættes Talius.
Det gennemsnitlige vækststadie er 32 (2 knæ udviklet), mens mange marker også er i vækststadie 31 (1 knæ udviklet) hhv. vækststadie 33 (3 knæ udviklet).
Vinterbyg
Der er forsat bygrust og relativ kraftige angreb er fundet i mange marker. Mest fundet i KWS Kosmos, SY Galileoo og KWS Meridian, og mindst er fundet i Frigg. Bygrust bekæmpes i modtagelige sorter i vækststadie 31-65 (1 knæ udviklet til under blomstring) ved over 10 procent angrebne planter.
Skoldplet er næstmest udbredt, og mest ses i Frigg.
Til svampebekæmpelse omkring skridning kan f.eks. anvendes 0,3 l Propulse + 0,2 l Comet Pro. Ved kraftige angreb af bygrust hæves dosis af Comet Pro.
Der er fortsat spredning på markernes udviklingstrin. Det gennemsnitlige vækststadie er 37 (fanebladet synligt).
Rug
Skoldplet og dernæst brunrust er mest udbredt. Brunrust sidder især på de nedre blade. Der er fundet mindst brunrust i KWS Vinetto, men derudover ingen klare sortsforskelle.
Brunrust bekæmpes i modtagelige sorter ved over 10 procent angrebne planter i vækststadium 32-69 (2 knæ udviklet til afsluttet blomstring). Brunrust udvikler sig om foråret langsommere end gulrust og bygrust, da brunrust trives bedst ved lidt højere temperaturer.
Det gennemsnitlige vækststadie er 39 (fanebladet udviklet), mens de længst udviklede marker nærmer sig begyndende skridning.