Registrerede sygdomme i triticale, rug, havre og frøgræs
Meget gulrust i triticale | Hold øje med brunrust i rug | Der er fundet rust i flere frøgræsmarker
Triticale
Gulrust er fortsat meget udbredt, og der er også fundet tilfælde at meldug.
Til bekæmpelse kan du f.eks. anvende 0,3 l Orius eller 0,25 l Folicur Xpert/Rubric/Maredo. Sidstnævnte 3 midler må hver anvendes 2 gange pr. vækstsæson.
Husk især i triticale at være opmærksom på triazolreglerne, hvor der er begrænsninger på den tilladte mængde i sæsonen for alle de nævnte midler.
Rug
Den er nu så fremskreden i udvikling, at du kun skal holde øje med evt. angreb af brunrust. Vi anbefaler at bekæmpe brunrust, hvis du kan finde en rustpustel på 10 procent af planterne. Vi har kun set meget få tilfælde af brunrust, men se efter, for rust trives under varme forhold.
Havre
Der er fundet meldug i enkelte tilfælde, som anbefales bekæmpet ved over 10 hhv. 25 procent angrebne planter fra buskning til 1 knæ udviklet hhv. strækning.
Frøgræs
I engrapgræs er der fundet rust, der skal bekæmpes ved over 0,1 procent dækning (få pustler pr. plante) indtil omkring gennemskridning. Her er mange marker på nuværende tidspunkt. Vi anbefaler 0,4-0, 45 l Orius eller 0,3-0,35 l Folicur Xpert.
I strandsvingel er der i denne uge fundet bladplet i flere marker. Bekæmpelse er aktuel indtil gennemskridning ved over 0,5 procent dækning, hvis der er fugtige forhold. Vi anbefaler 0,45 l Bell eller 0,3 l Bell + 0,15 l Comet Pro eller 0,45 l Viverda + 0,5 Ultimate S.
I Alm. rajgræs marker er der fundet kronrust, som bekæmpes ved over 0,1 procent dækning. Vi anbefaler at anvende 0,4-0,45 l Orius, 0,3-0,35 l Folicur Xpert, 0,45 l Bell, 0,3 l Bell + 0,15 l Comet Pro eller 0,45 l Viverda + 0,5 Ultimate S.