Præcisering af gødningsregler i økologiske væksthuse med produktion i bundjorden
Vi har præciseret de regler, som økologiske væksthusproduktioner skal overholde og som følger af økologiforordning og husdyrgødningsbekendtgørelsen. Læs her hvad det betyder.
Idet der har været usikkerhed om, hvordan økologisk væksthusproduktion er omfattet af næringsstofbegrænsninger, vil evt. overtrædelser af harmonikrav og fosforloft ikke blive sanktioneret i indeværende planperiode (1. august 2019 til 31. juli 2020) og heller ikke i tidligere planperioder. Det vil dog være tilfældet fremadrettet.
Anvendelse af kvælstof
Efter økologiforordningen må økologiske afgrøder som udgangspunkt kun tilføres husdyrgødning eller anden organisk gødning fra økologisk produktion og i begrænset omfang fra ikke-økologisk produktion. Derudover gælder det, at:
- Økologiforordningen har en begrænsning på 170 kg N pr. ha fra husdyrgødning.
- Husdyrgødningsbekendtgørelsen har en begrænsning på 170 kg N pr. ha fra husdyrgødning og anden organisk gødning.
Økologerne kan derfor højst udbringe 170 kg N pr. ha fra organiske gødningstyper – uanset, om det er husdyrgødning eller anden organisk gødning.