Pløjefri dyrkning er i fremgang
Pløjefri dyrkning udgør nu en fjerdedel af hele landbrugsarealet
Landbrugs- og gartneritællingen 1. juni 2023
Arealet med pløjefri dyrkning er steget med 83.000 ha til 668.000 ha i 2023 sammenlignet med året før og udgør nu en fjerdedel af hele landbrugsarealet. I 2016, som er det tidligste år, hvor Danmarks Statistik har data, var den tilsvarende andel 11 pct. Pløjefri dyrkning, også kaldet reduceret jordbearbejdning, er en dyrkningsform, hvor man tilstræber at undgå den vendende pløjning samtidig med at man overgår til en mindre intensiv jordbehandling. Dyrkningsformen binder CO2 i jorden og bidrager dermed til et mindre udslip af CO2 til atmosfæren.
Pløjefri dyrkning er størst i Region Sjælland
Pløjefri dyrkning forekommer i alle fem regioner i Danmark, hvor Region Sjælland har den højeste andel på 29 pct. af hele landbrugsarealet, mens Region Hovedstaden har den laveste andel på 21 pct.
Læs hele nyheden på www.dst.dk/nyheder
Kilde: Statistikbanken