Overflødige regler?
Foto: Claus Bjørn Larsen
Er du stødt på regler, som ikke giver mening og er du tilhænger af, at der skal ryddes op i forældet lovstof på landbrugs- miljø og fødevareområdet?
Nu kan du anmelde en uhensigtsmæssig regel på Miljø- og fødevareministeriets hjemmeside. Så vil ministeriet efterfølgende tage stilling til, om reglen kan fjernes eller justeres – eller om de synes, at den bør fastholdes.
I et nyligt post på Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens egen facebookside offentliggør hun bl.a. denne kommentar (uddrag) til en kritik af hendes tiltag med at rydde op i regler og love på miljøområdet: “Da jeg blev minister, var det nærmest umuligt at finde rundt i alle de love og bekendtgørelser, der fandtes på mit ministeriums område. Der var 2364 i alt.
T o t u s i n d e t r e h u n d r e d e f i r e o g t r e s.
Så jeg bad om at få ryddet op. Nu har vi sammenskrevet love og fjernet en masse forældet lovgivning – for eksempel har vi fjernet ”bekendtgørelse om Depotrådets sammensætning”. Depotrådet blev nedlagt i 2013…
Reglerne er altså samlet i færre dokumenter. De fylder markant færre sider. De er langt mere overskuelige. Vi har styrket retssikkerheden og gjort det nemmere at overholde loven, især for borgere og virksomheder, der ikke har råd til at ansætte juridisk rådgivning.
Miljøet har præcis samme beskyttelse som i dag, men lovene og bekendtgørelserne er færre, og de er nemmere at finde rundt i og forstå…”
“…Jeg vil blive ved med at arbejde for at gøre lovgivningen nemmere at forstå, så jeg har oprettet http://mfvm.dk/ministeriet/meld-en-regel/ hvor alle kan melde overflødige regler til ministeriet.
Så ser vi på, om reglen kan fjernes eller justeres – eller om jeg rent faktisk synes, at den er god.” siger Eva Kjer-Hansen.