Optimer gødningsplanen i din raps med biomassemålinger
Planteklip og/eller apps kan bruges til at vurdere kvælstofbehovet i din raps
Jo kraftigere din raps er i efteråret, jo mindre er kvælstofbehovet om foråret
Du har mulighed for at optimere din gødningsplan i rapsen ud fra biomassemålinger om efteråret. Biomassen kan måles på 2 måder. Enten ved hjælp af appen ”Scouting” eller ved planteklip som fastslår rapsens kvælstofoptag om efteråret, og vi kan herefter i samarbejde justere forårstildelingerne. Bestemmelsen af biomassen foretages sent om efteråret normalt i november måned når væksten i planterne er gået i stå, men inden der kommer frost.
Scouting app
Ved hjælp af appen ”Scouting” kan du fastslå biomassen i marken og derved fastsætte rapsens kvælstof optag om efteråret.
Appen fungerer ved at du tager 4-5 billeder fra 1 meters højde over afgrøden. Her måles biomassen og appen fastslår hvor stort et kvælstofoptag der er sket i planterne i efteråret. Derefter kan vi i fællesskab indsætte tallene i en model og justerer forårstildelingen.
Det er vigtigt at du tager flere billedserier, og helst 4-5 forskellige steder i marken, så der fås et gennemsnit for biomassen på markniveau.
Planteklip
For at foretage et planteklip skal man ud i marken, og 4-5 steder klippe 1 kvadratmeter plantemateriale, lige over jordoverfladen. Derefter vejes hver kvadratmeter og der tages et gennemsnit.
Modellerne
Land | Beregningsmodel |
Tysk | Forventet forårstildeling kg N/ha – (0,7*(50-(Biomasse kg/m2)*45)) |
Dansk | Forventet forårstildeling kg N/ha – (0,5*(40-(Biomasse kg/m2)*45)) |
Svensk | 159 – (61,875*(Biomasse kg/m2)-(1,1*(N-min))+(0,021*Forventet udbytte i kg/ha) |
Det er forskelligt hvor meget kvælstof modellerne flytter og det er derfor en personlig præference hvilken der vælges.
I dette skriv tages der udgangspunkt i den danske model.
Modellen
Tommelfingerreglen under danske forhold er, at 50 pct. af den mer- eller mindreoptagelsen af kvælstof der er i efteråret i forhold til normaloptagelsen bør indregnes i gødningsplanen i foråret.
Generelt er den normale kvælstofoptagelse i vinterraps om efteråret ca. 40 kg N/ha, men varierer med praksis for efterårsudbragt kvælstof, jordbundsforhold mm.
Et veldokumenteret studie fra Tyskland viser en lineær sammenhæng mellem rapsplanternes størrelse og kvælstofoptaget i efteråret. For hvert kilo overjordisk biomasse vil optaget svarer til 45 kg/ha.
Ved et planteklip på 2 kilo overjordisk biomasse pr. hektar vil kvælstofoptaget i efteråret derfor være 90 kg N/ha. Meroptagelsen i forhold til “normalen” på 40 kg N/ha er derfor 50 kg N. Her indregnes tommelfingerregelen med, at de 50% af meroptagelsen kan omfordeles til andre marker, hvilket i dette tilfælde så er 25 kg N.
Ved en standarttilførsel på 175 kg N/ha om foråret vil udregningen se ud som følgende:
N-behov i foråret = 175 kg N/ha – (0,5*(40-2*45)) =150 kg N/ha.