Ole Elbæk hilser dispensation velkommen

del

Formand for Østdansk Landboforening, Ole Elbæk, glæder sig over dispensationen fra Miljøstyrelsen omkring Reglone, men ærgrer sig over, at der ikke kom en dispensation til hvidkløver og engrapgræs.

Den nye bestyrelsesformand i Østdansk Landboforening, Ole Elbæk, er tilfreds med Miljøstyrelsens dispensation af Reglone, selvom det ikke er nok.

– Området omkring Stevns og Sydøstdanmark er frøland, og vi har rigtig meget spinat, så dispensationen falder på et tørt sted, bogstavelig talt, men det er virkelig en skam, at hvidkløver og engrapsgræs ikke er med i aftalen som en del af ukrudtsbekæmpelse, forklarer formanden.

Reglone (diquat) er godkendt på dispensation til nedvisning af kartofler til lagring og spinat til frø i 2020. Miljøstyrelsen har godkendt Reglone (reg.nr. 1-262) til nedvisning af lagerkartofler i BBCH 48-89 (kartofler som har nået den ønskede størrelse, men som stadig er i grøn vækst) med en maksimal dosering på 0,75 L/ha eller til nedvisning af spinat til frø med en maksimal dosering på 0,5 L/ha, skriver landbrugsinfo.dk.

Dispensationen til markedsføring er givet fra d. 17. juli til den 17. september 2020, med frist for salg i detailled 24. september 2020. Dispensation til anvendelse og opbevaring gives i perioden 17. juli til 1. oktober 2020. Syngenta forventer, at Reglone vil være i handelen i slutningen af uge 30.