Obligatoriske efterafgrøder
Se et kort over kystvandoplande med et krav om obligatoriske efterafgrøder
Det er nu gjort op hvor indsatsen med målrettede efterafgrøder er kommet helt i mål og hvor der mangler flere efterafgrøder for at komme i mål.
Rigtig mange landbrugere har tilmeldt efterafgrøder i årets ansøgningsrunde, men i nogle kystvandoplande mangler en restindsats, da der ikke er indmeldt tilstrækkeligt med målrettede efterafgrøder. Der mangler en samlet indsats på 12.320 ha efterafgrøder. Det svarer til, at der mangler ca. 3 procent af det samlede indsatsbehov for 2023.
Den resterende indsats skal derfor hentes ved et krav om obligatoriske efterafgrøder i de kystvandoplande, hvor der er en restindsats.
Du kan se de kystvandoplande, hvor der kommer et krav om obligatoriske målrettede efterafgrøder på kortet over obligatoriske målrettede efterafgrøder 2023. Husk der vil ikke være tilskud til de obligatoriske efterafgrøder.
Sådan kan du se dit krav
Har du et krav om obligatoriske efterafgrøder, vil du inden længe kunne se en beregning af det i gødningskvote- og efterafgrødeskemaet.
Vi modregner dine frivillige målrettede efterafgrøder i dit krav
De efterafgrøder og alternativer, som du har fået tilsagn om tilskud til, eller alternativt den godkendte kvotereduktion, modregner vi automatisk i et eventuelt krav om obligatoriske efterafgrøder. Det vil sige, at hvis du for eksempel har fået tilsagn om tre ha efterafgrøder i målrettet kvælstofregulering, og er omfattet af et krav om fire ha obligatoriske efterafgrøder, skal du kun udlægge en ekstra ha efterafgrøder for at opfylde dit krav.
Sådan kan du opfylde dit krav
Der vil som udgangspunkt gælde de samme betingelser for obligatoriske målrettede efterafgrøder som for de pligtige efterafgrøder. Det gælder f.eks. med hensyn til frister for etablering og destruering, valg af alternativer og hvilke typer af efterafgrøder, du kan bruge.
Hvis du vælger at opfylde dit krav ved at etablere efterafgrøder eller alternativer, skal du indberette dette i dit gødningskvote- og efterafgrødeskema senest 10. september.
I stedet for at etablere efterafgrøder eller et af de andre virkemidler, kan du opfylde dit krav om obligatoriske efterafgrøder ved at reducere din kvælstofkvote for planperioden 2023/2024. Ønsker du at vælge denne mulighed, skal du ikke foretage dig noget. Din kvote bliver automatisk reduceret, hvis du ikke indberetter andre virkemidler til at opfylde dit krav.