Nyt middel godkendt, Zypar.
Ukrudtsmidlet Zypar er nu godkendt til anvendelse i vintersæd, vårbyg og vårhvede.
Midlet indeholder aktivstofferne halauxifen-methyl (et af aktivstofferne i Pixxaro EC), der har auxinvirkning, og florasulam (kendt fra bl.a. Primus), der er en ALS-hæmmer.
Zypar kan anvendes om foråret i vintersæd samt vårbyg og vårhvede. Midlet kan anvendes frem til vækststadium 45 i doseringer op til 1 liter pr. ha, afhængigt af afgrødens udviklingstrin.
Midlet har en bred effekt mod tokimbladet frøukrudt inkl. kamille, fuglegræs, burresnerre, storkenæb, tvetand, læge-jordrøg. Det har dog utilstrækkelig effekt mod ærenpris og ager-stedmoder.
Firmaet oplyser, at midlet er klar til at blive markedsført i denne sæson.