Nyt fra L&F: Revurdering af de foreløbige ejendomsvurderinger
Vurderingsstyrelsen har orienteret om, at de har revurderet flere ejendomsvurderinger, og det kan føre til både højere og lavere vurderinger.
Restarealer
Vurderingsstyrelsen laver løbende kvalitetssikring af de foreløbige 2023-vurderinger, som de udsendte i foråret. De har i denne omgang kvalitetssikret såkaldte restarealer. Kvalitetssikringen har medført, at nogle ejendomme vil falde i vurdering, men desværre også, at andre vil stige. Vi er blevet oplyst, at godt 75.000 ejendomme vil være berørt af ændringerne, og at de vil modtage orienteringsbrev fredag den 8. marts 2024. Ud af de 75.000 ejendomme er det godt 10.000 ejendomme, som vil opleve en stigning – i gennemsnit vil værdien af de 10.000 ejendomme stige med ca. 390.000 kr.
Vurderingsstyrelsen begrunder ændringerne ved, at de har fået en mere retvisende opdeling mellem produktionsjordsarealerne og restarealerne. Udover at selve arealet størrelse er blevet mere retvisende, oplyser Vurderingsstyrelsen også, at selve værdien af restarealerne er blevet mere korrekte.
Restarealer er arealer, der anvendes eller kan anvendes, fx ifølge en lokalplan, til andet erhverv end land- og skovbrug. Restarealerne skal vurderes på samme måde som tilsvarende erhvervsejendomme. Formålet med dette er at skabe ligebehandling mellem land- og skovbrugsejendomme og øvrige erhvervsejendomme, hvor der bliver eller kan blive udført samme type erhvervsvirksomhed.
Lokalplaner
Restarealerne har en noget højere vurdering og beskatning end produktionsjordsarealerne. Det er derfor meget vigtigt, at I som lodsejer har styr på lokalplaner, og andet data der vedr. jeres ejendomme, da de har stor betydning for vurderingen af ejendommen.
Desværre er det først når de endelige vurderinger i 2025 udsendes, at det er muligt at klage over vurderingerne og den anvendte data. Hvis I som lodsejer allerede nu ved, at der findes en forældet lokalplan eller anden data på ejendommen, skal I kontakte kommunen og bede dem aflyse lokalplanen og ændre forkert data.
Skatteregler beskytter
I lodsejere som er berørte af den nye stigning, er på nuværende tidspunkt beskyttet af skattereglerne. En stigning i grundskylden er fra 2025 beskyttet af stigningsbegrænsningen på 4,75 pct. af den fuldt indfasede grundskyld. Denne begrænsning sikrer, at stigningen sker gradvist over flere år.
For 2024 gælder det, at grundskylden maksimalt kan stige 2,8 pct. i forhold til grundskylden for 2023.
Vores store opfordring til Vurderingsstyrelsen er, at de nye rettelser bliver så gennemsigtige som muligt, så I som lodsejer har mulighed for at forstå de reelle ændringer. Vi ved at dette ikke vil skabe større tryghed for systemet, men håber at jer, som er berørte, forstår de ændringer der sker. Hvis I skal have yderligere information om beregningerne på jeres ejendom, skal I kontakte Vurderingsstyrelsen.