Nye regler om afstandskrav for plantebeskyttelsesmidler
Nu får du bonus for at anvende afdriftsreducerende sprøjteteknik langs vandløb, søer og § 3-arealer.
Nu har du mulighed for at få en ekstra gevinst ved at investere i moderne sprøjteteknik, der nedsætter afdriften. En ny bekendtgørelse og vejledning er trådt i kraft 5. juni 2016 og giver mulighed for at anvende afdriftsreducerende sprøjteteknik til at nedsætte afstandskravene ved sprøjtning langs vandløb og søer og § 3-områder.
Afdriftsreducerende dyser og afdriftsreducerende teknikker (f.eks. Hardi Twin) er inddelt i tre afdriftsklasser: 50, 75 og 90 procent afdriftsreduktion. For eksempel kan et skadedyrsmiddel med 20 meters afstandskrav på etiketten nu anvendes ned til 10 meter ved 50 procent reduktion, 5 meter med 75 og helt ned til 2 meter med 90 procent afdriftsreduktion. Se Bilag for listen over afdriftsreducerende sprøjteudstyr til landbrugs- og frilandsafgrøder.
De nye afstandskrav
På etiketten er der fortsat kun angivet ét afstandskrav. Tabel 1 viser de afstandskrav, der gælder ved henholdsvis 50, 75 og 90 procent afdriftsreduktion.
Tabel 1. Afstandskrav for bomsprøjter i alm. markafgrøder med afdriftreduktion.
Når afstanden reduceres, skal den afdriftsreducerende teknik bruges på mindst de 20 første meter der må sprøjtes langs vandløb og søer og § 3-områder. I resten af marken må du gerne anvende en anden sprøjteteknik.
Krav om dokumentation
Der er krav om, at du i sprøjtejournalen skriver, hvilken fx teknik (dyse, tryk mm) og afstand du har benyttet. Du skal også udfylde et skema. I Mark Online er der endnu ikke mulighed for at notere oplysningerne, men det vil komme.
Eksempler på afdriftsreducerende teknik
Den lilla ISO 025 kompakt luftinjektionsdyse MD fra Hardi er et eksempel på den mindste dyse, der er godkendt til at give 50 procent afdriftsreduktion. Der kan opnås 75 procent med en blå ISO 03 kompaktluftinjektionsdyse og 90 procent med en tilsvarende rød ISO 04. I forhold til lavdrifts- og refleksdyserne, som mange bruger, er der naturligvis tale om noget grovere forstøvning, så det er til nogle opgaver nødvendigt at øge vandmængden for at få tilstrækkelig mange dråber dannet til at fastholde effekten. Flere forsøg viser dog, at det med den rette vandmængde sagtens kan lade sig gøre at bevare effekten.