Nye grænseværdier for meldrøjer i rug
Grænseværdierne bliver mere end halveret og det kan koste dyrt med for meget meldrøjer i sin rug.
Den nuværende grænseværdi i uforarbejdet rug er 0,5 g meldrøjer pr. kg rug (0,05 vægtprocent), men bliver fra 1. juli 2024 nedsat til 0,2 g meldrøjer pr. kg rug (0,02 vægtprocent). 0,5 g sklerotier pr. kg svarer til i størrelsesordenen 7-18 meldrøjere eller brudstykker pr. kg.
I formalede melprodukter af rug nedsættes grænsen for alkaloider fra meldrøjer fra 500 ug/kg til 250 ug/kg.
Der er ved afregningsreglerne for høst 2023, taget hensyn til de nye regler, da en del af rugen fra høst 2023 først vil blive brugt efter ikrafttræden af reglen.
I tabel 1 er vist afregningsreglerne for rug med meldrøjer for høst 2023 hos DLG. Det fremgår, at det kan være meget dyrt at have for meget meldrøjer i sin rug. Hvis man f.eks. har et indhold på 0,05 procent meldrøjer og høster 75 hkg/ha, så koster det 8,75 x 75 = 656 kr. pr. ha. Hertil kommer et svind på 6 procent pr. ha, dvs. 4,5 hkg pr. ha. Ved en kornpris på 130 kr. pr. hkg svarer det til yderligere 585 kr. pr. ha eller i alt 1.241 kr. pr. ha.
Pct. meldrøjer | Fradrag kr. pr. 100 kg | Pvt svind |
0-0,019 | 0 | 0 |
0,02-0,049 | 7,5 | 3 |
0,05-0,1 | 8,75 | 6 |
0,11-0,3 | 10,0 | 10 |
0,31-0,5 | 11,25 | 15 |
over 0,5 | individuel aftale |