Ny politisk aftale giver yderligere hjælp til virksomheder
Ny aftale der forbedrer, forlænger og forenkler hjælpen til danske lønmodtagere, virksomheder samt kultur- og idrætsliv.
Aftalen skal løse en række af de problemer, som hjælpepakkerne har haft fra starten. Herunder problemerne med virksomheder med såvel åbne som tvangslukkede afdelinger. Ligeledes åbnes der nu for delvis udbetaling af kompensation til delvist godkendte ansøgninger, ligesom der blandt andet indføres en ny A-skattelåneordning for SMV’er.
Den nye A-skattelåneordning for SMV’er
Aftaleparterne er enige om, at der med afsæt i den allerede indførte momslåneordning indføres en ny låneordning, der gør det muligt for små- og mellemstore virksomheder (SMV’er) at opnå et rentefrit lån på et beløb svarende til den A-skat og det AM-bidrag, som virksomhederne skal afregne den 18. og den 29. januar 2021, som dækker den ordinære indbetaling og den udskudte indbetaling. Lånet skal tilbagebetales senest den 1. november 2021.
Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier indgik forleden den ny aftale, der forbedrer, forlænger og forenkler hjælpen til danske lønmodtagere, virksomheder samt kultur- og idrætsliv.