Ny fond tager form: 170 mio. kroner til at beskytte vores drikkevand
Snart kan kommuner og vandselskaber søge om penge til at beskytte drikkevandet. To nye puljer skal bidrage til at sløjfe såkaldte spøgelsesbrønde eller opkøbe jord, hvor der fx kan rejses skov.
Snart kan kommuner og vandselskaber søge om penge til at beskytte drikkevandet. To nye puljer skal bidrage til at sløjfe såkaldte spøgelsesbrønde eller opkøbe jord, hvor der fx kan rejses skov.
Nu får vores grundvand førsteprioritet flere steder i landet, når tilskudspuljer under en ny drikkevandsfond rulles ud, det skriver miljøministeriet i en pressemeddelelse.
Det er nok de færreste af os, der tænker over, hvor vandet kommer fra, når vi åbner vandhanen for at slukke tørsten.
Men vores drikkevand kommer fra store grundvandsmagasiner under jorden, og de skal beskyttes mod forurening.
Derfor blev regeringen og SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne enige om på seneste finanslovsaftale at afsætte 170 millioner kroner til en drikkevandsfond, der har til formål at beskytte drikkevandet bedre. Nu begynder drikkevandsfonden for alvor at tage form, når to nye tilskudspuljer under fonden sendes i høring i dag.
Planen med puljerne er at det blandt andet bliver muligt for kommuner og vandselskaberne at søge penge til at beskytte jorden over grundvandsmagasinerne. De kan fx søge penge til at opkøbe jord, så der efterfølgende kan plantes skov eller etableres lysåben natur, hvilket beskytter grundvandet, fordi der ikke bliver brugt sprøjtemidler i skove og på naturområder. De kan også søge om penge til at betale kompensation for mindre udbytte, så der ikke bliver brugt sprøjtemidler. Ved at få et økonomisk tilskud fra staten til drikkevandsbeskyttelsen bliver regningen til de danske vandforbrugere mindre, da det ellers ville være dem, der skulle betale for tiltagene.