Ny fødevareminister dropper klimaudspil

del

Regeringen havde en klimaplan klar for, hvordan udledningen af CO2 i landbruget skulle reduceres – men den er taget af forhandlingsbordet.

Nuværende fødevareminister Rasmus Prehn har valgt at droppe regeringens udspil til en klimaplan for landbrugets reduktion af CO2-udledning, det skriver Avisen Danmark.

I stedet vil Rasmus Prehn indbyde til dialog og tale med landbruget og klima- og miljøorganisationer.

“Den her diskussion er uhyre vigtig for vores klode, men også for de mennesker, der arbejder i fødevareerhvervet og de landmænd, der sidder derude. Hver landmand skylder i gennemsnit 27 millioner kroner, og der er mange af dem, der sidder og ryster i bukserne over, hvad vi finder på inde på Christiansborg”, siger Rasmus Prehn til avisen Danmark.

Rasmus Prehn bliver i Avisen Danmark spurgt til, om minksagen spiller ind i beslutningen om ikke at præsentere udspillet, fordi sagen kan have skabt vrede i landbruget.

“Det siger sig selv. Da jeg kom til som ny minister, var det på en dagsorden om at genskabe tilliden. En dagsorden om at være ydmyg og lyttende. Og den her proces handler jo netop om at lytte mere end at tale”, siger han til avisen.

Landbrugssektoren stod i 2017 for 22,4 procent af Danmarks udledning af drivhusgasser til atmosfæren.Det viser en rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet ifølge Avisen Danmark.

Landbrug og Fødevarer ser frem til at komme med input, fortæller formand Søren Søndergaard i en pressemeddelelse.

“Det er ingen hemmelighed, at vi i landbruget har været alvorligt bekymrede over, hvad et nyt regeringsudspil ville indeholde. Derfor kan vi kun hilse meget velkommen, at regeringen nu inddrager interessenter, før de spiller ud. Og inddragelse forpligter”, siger formanden.