Nedlukning af dansk minkavl blev en uskøn affære

del

Vi har i landbruget en stærk foreningstradition, hvor vi med stor respekt følger den demokratiske proces.

Foto: Østdansk Landboforening, Ole Elbæk formand.

I løbet af det sidste halve år har der været flere rokeringer i den organisatoriske del af landbruget.

Lokalt i Østdansk Landboforening har vi haft et formandsskifte, der ellers har været forankret i over 30 år. Regionalt i Østlige Øers Landboforening har vi det seneste år arbejdet med en ny struktur og forsøgt at fremtidssikre organisationen, der er stærkt bundet op til Roskilde Dyrskue ved at opdele den i dyrskue, politik og innovation. Det politiske organ er blevet udvidet, så samtlige landøkonomiske foreninger er implementeret i en form, de selv ønsker at forpligte sig til. Derved mener vi, at vi står stærkere øst for Storebælt.

Nationalt havde vi den 4. november valg og formandsvalg til hovedorganisationen L&F. Martin Merrild havde meldt sin afgang som formand ved udgangen af sin valgperiode. Martin har kæmpet en brav kamp for landbrugets sag – ikke mindst som formand de sidste 8 år. Han er blevet afløst af den midtjyske organisationsmand Søren Søndergård.

Alle disse processer kræver gode diskussioner, overvejelse og derefter beslutninger. Selvom man nogle gange kan føle sig nødsaget til at træffe beslutninger hurtigt, er det klogt at stoppe op lade tanker og meninger spille. Først da bliver det muligt at få en ordentlig dialog og vende de problematikker, der kan opstå.

Et amputeret erhverv

Uden at det foranstående skal være en sammenligning eller endog en opfodring til de beslutningstagere, der styrer landet og landbruget gennem denne omsiggribende pandemi, så tillader jeg mig alligevel at drage visse paralleller.

Beslutningen om at nedlægge en driftsgren i den størrelsesorden i vores erhverv kræver en proces af inddragelse, diskussion samt eftertanke. På et splitsekund er dansk minkavl historie – uden involvering og dialog med de, som berøres direkte. Kan så store beslutninger virkelig haste i den grad, at denne proces forsømmes? Vi er mange, der kendte svaret på forhånd. Andre har desværre lært det på den dyre måde.

Med denne beslutning om at lukke dansk minkavl, føler jeg, at vores erhverv har fået amputeret et ben. Et ben vi var meget stolte af. Mink var et kæmpe eksporteventyr, der var med til at profilere alle andre eksportgrene på tværs af dansk erhvervsliv.

Prisen, erstatningen er endnu ukendt, men hvis der er en lille smule respekt tilbage, bør det ende med, at alle kan komme godt videre. Når det er sagt, bliver prisen på det menneskelige, det psykiske – det, der ikke kan betales med penge – i mine øjne den største. Livsværk, stolthed og familieengagerede bedrifter er blevet slået totalt i stykker i denne uskønne proces.

Lad os alle hjælpe disse mennesker med at komme videre og vise samfundssind. Også i mere end ordets forslidte forstand.