Modelbygger og planteavler
Som barn byggede han krigsfly og kampvogne. I dag er det traktorer og mejetærskere, der optager Søren Holmgren, planteavlskonsulent i Østdansk landboforening i Rønnede.
Søren Holmgren er 46 år gammel og en anerkendt planteavlskonsulent i Østdansk Landboforening, hvor han har slået sine folder de sidste 11 år. Men når arbejdet ikke kalder, er der en anden form for tidsfordriv, der trækker. Modelbyggeri. Til dette interview har Søren taget flere landskabsmodeller med. Smukke øjebliksbilleder fra en svunden tid. Detaljegraden er imponerende, især fordi meget er bygget helt fra bunden.
Hvor længe har du bygget modeller?
Det har jeg faktisk gjort, siden jeg var barn. Jeg havde en pragtfuld mormor. Hun var min inspiration fra begyndelsen. Som lille sad jeg på skødet af hende, mens hun byggede krigsskibe og kampfly. Hun malede dem godt nok ikke, men det var flot, når de stod der.
Din mormor byggede modelfly og kampvogne? Ved du hvorfor?
Jeg har egentligt aldrig tænkt over, hvorfor hun gjorde det, og jeg spurgte heller ikke. Det var bare noget, vi havde sammen. Og det var selvfølgelig enormt fascinerede, at hun sad der og skar alle de små dele ud og samlede noget, som vi børn så kunne lege med. Da jeg så blev lidt ældre, købte jeg selvfølgelig også en model, når vi var ude og handle sammen, og så sad vi og hyggede os med det, men det var hende, der fik mig i gang.
Hvorfor er du blevet ved?
Dybest set handler det om at skabe noget. Samtidig er det enormt afslappende. Arbejdet styrer ikke en, det gør lysten. Er der noget, der driller, jamen, så slipper jeg det og kommer tilbage senere. Man skal ikke være færdig på et bestemt tidspunkt, og jo længere tid det tager at bygge, jo mere har man fået for pengene. Man har per definition ikke travlt med modelbyggeri.
Hvad byggede du som barn?
Først blev det til kampvogne og kampfly fra Anden Verdenskrig. De tekniske landvindinger fra den tid har altid interesseret mig. Og som barn er man ofte fascineret af krudt og kugler. På den anden side har jeg altid tænkt, at krig er utrolig skræmmende. Det må være det ultimative mareridt. Så samtidig byggede jeg det værste, man kunne forestille sig, nemlig en krigssituation, for på den anden side var det jo spændende at dykke ned i. Senere kom så den langt mere fredelige landidyl.
Hvornår skete det?
For cirka fem-seks år siden. Jeg købte et samlesæt af en traktor over nettet, og det var en god oplevelse, men den skulle have redskaber, og de fandtes ikke, hvilket satte det skub i fantasien, og jeg begyndte at bygge redskaberne selv fra bunden.
Har du et færdigt billede oppe i hovedet, når du begynder?
Ja, og det udvikler og ændrer sig hele tiden. Jeg købte som ung Komma’s modelbyggerhåndbog. Her var nogle grundregler, jeg hele tiden husker på, og som følger med alle de landskaber, jeg bygger.
Der må ikke være noget kedeligt i et landskab. Maskinen må heller ikke køre i samme retning som rammen, man bygger på, men diagonalt. For det tredje skal der være noget at iagttage hele vejen rundt om landskabet. Der er en lille historie i detaljegraden, der er enormt vigtig. Når jeg har købt rammen, tegner jeg selvfølgelig og markerer, hvor træer og buske skal stå, og hvor maskiner og mennesker skal placeres, og samler derefter så meget jeg overhovedet kan, inden jeg sprøjtemaler.
Hvornår arbejder du?
Ofte om morgenen. Jeg står tidligt op i weekenden, sætter kaffen over, tænder for P4, og så kan jeg godt side der sammen med hunden, mens verden vågner, og bygge. Både en halv time, men også tre timer. Jeg sidder og arbejder, indtil jeg begynder at presse mig selv. Når det sker, skal man gå væk, for pres eller irritation kommer der ikke noget godt ud af. Men jeg sætter ikke tid af til byggeriet. Det skal komme helt naturligt, når jeg har lyst. For det skal først og fremmest være sjovt.
Hvad er det sidste, du har bygget?
En roeoptager. Jeg går faktisk og venter på klistermærkerne. Grunden til, at jeg ville bygge netop den, var, at jeg på et tidspunkt havde været på Lolland med en Erfa-gruppe hos en herre, der samlede på gamle maskiner. Hos ham stod en gammel roeoptager. Og ligesom mange andre voksne mænd har jeg en nostalgisk opfattelse af barndommen. Der er noget dragende over at bygge noget, man selv kan genkalde sig. Roeoptageren vækker ligesom de andre maskiner minder. Derfor bygger jeg de gamle maskiner. Som regel dem fra omkring mit fødselsår – jeg tager mest udgangspunkt i 1970’erne.
Men der er også en anden mere praktisk forklaring, nemlig at traktorer og mejetærskere var mindre dengang. Jeg skal altså ikke lave lige så mange dele til en seksfods mejetærsker som til en fyrrefods. Sad jeg med et fyrrefods skærebord, ville jeg nok sidde og være kobberrød i hovedet.
Du lægger et stort arbejde i modelbyggeriet, er du så med til konkurrencer?
Ja, den første weekend i marts er jeg til konkurrence i Knabstruphallen ved Mørkøv sydvest for Holbæk. Det er arrangeret af modeltraktorklubben. Der vandt jeg faktisk første præmie forrige år med en Massey Ferguson i den frie kategori, hvilket jeg er meget beæret over.
Hvad kunne du godt tænke dig at bygge nu? Hvad med noget der ikke har med landbrug at gøre?
Jeg ville gerne bygge sprøjtestel og bumpe fra dengang, man brugte egetønder. Her er vi dog ikke i halvfjerdserne, men snarere i halvtredserne. Jeg har nogle tegninger, og jeg tror, jeg bliver i landbrugs-scenarierne. Det har jeg det godt med, det er hele min tilværelse. Jeg kan ikke forestille mig at bygge kæmpedrager eller en rumstation. Med landbruget kan jeg relatere til forholdene. Jeg har jo som barn kigget ned i en såkasse eller kørt med den og den traktor. Jeg er trods alt rundet mere af landbruget end af rumskibe.