Mindste kornhøst siden tørkeåret i 2018
Kornproduktionen faldt 25 pct. i 2023 og havnede på 7,1 mio. tons. Det er 23 pct. under normalhøsten på 9,3 mio. tons og den laveste kornproduktion siden tørkeåret 2018.
Høsten af korn, raps og bælgsæd 2023
Kornproduktionen faldt 25 pct. i 2023 og havnede på 7,1 mio. tons. Det er 23 pct. under normalhøsten på 9,3 mio. tons og den laveste kornproduktion siden tørkeåret 2018. Ved normalhøst forstås gennemsnittet af 2013-2022. Tørke i en del af vækstperioden gav lave gennemsnitsudbytter, og et vigende kornareal bidrog yderligere til faldet i høstresultatet. Også raps og bælgsæd blev ramt af det dårlige vejr. Rapsproduktionen faldt 7 pct. i 2023, og bælgsæd faldt 22 pct. på trods af stigende arealer med begge afgrøder.
Kilde: www.statistikbanken.dk/hst77
Lave udbytter for vårafgrøder
Alle vårafgrøder havde betydeligt lavere gennemsnitsudbytter end normalt. Det gjaldt fx vårbyg, hvor udbyttet lå på 44 hkg/ha mod normaludbyttet på 58 hkg/ha.
Vinterafgrøderne klarede sig bedre. Vinterhvede havde et udbytte på 75 hkg/ha, hvilket kun var lidt under normaludbyttet på 78 hkg/ha. Rug lå med 57 hkg/ha også lidt under normaludbyttet på 61 hkg/ha.
Medvirkende til årets lave kornproduktion var også et fald på 6 pct. i det samlede areal med korn fra 2022 til 2023. Se mere om landbrugsarealet i tidligere Nyt fra Danmarks Statistik om afgrøder i dansk landbrug.
Kilde: www.statistikbanken.dk/hst77
Dårligt år for bælgsæd og raps
På en del af det reducerede kornareal blev der i stedet dyrket raps og bælgsæd. Arealet med raps steg 7 pct. fra 198.000 ha i 2022 til 211.000 ha i 2023. Hektarudbyttet faldt imidlertid fra 45 til 39 hkg/ha, så den samlede produktion af raps faldt fra 889.000 tons i 2022 til 827.000 tons i 2023.
Arealet med bælgsæd (hestebønner og markærter) steg 9 pct. fra 39.000 hektar i 2022 til 42.000 hektar i 2023. Produktionen faldt dog 22 pct. fra 168.000 tons i 2022 til 132.000 tons i 2023, da hektarudbyttet faldt fra 43 hkg/ha til 31 hkg/ha.
Bælgsæd udgjorde kun 3 pct. af det samlede areal med korn, raps og bælgsæd i 2023, men er steget fra at udgøre under 1 pct. for blot 10 år siden. Bælgsæd bruges bl.a. i det økologiske planteavlssædskifte til at samle kvælstof i jorden til efterfølgende afgrøder.
Det danske korn anvendes til foder og eksport
Normalt anvendes mere end 70 pct. af den danske kornhøst til foder og yderligere 15-20 pct. går til eksport. Resten fordeler sig på udsæd, mel og gryn samt industriforbrug (herunder øl). Danmark er typisk nettoeksportør af korn, se www.statistikbanken.dk/korn.
Salgsværdien af det danske korn udgjorde 19,5 mia. kr. i høståret 2022, hvilket svarer til 20 pct. af jordbrugets samlede salgsproduktion, se www.statistikbanken.dk/lbfI1.
Salgsværdien påvirkes af den aktuelle udvikling i kornpriserne. Salgsprisen på korn i tredje kvartal 2023 lå 15 pct. lavere end samme kvartal året før, se www.statistikbanken.dk\lpris21. 18.100 bedrifter dyrkede korn i 2023, hvor 10.500 havde vinterhvede og 15.000 havde vårbyg, se www.statistikbanken.dk/afg5.
Du kan læse mere, og finde flere opgørelser af høstresultater, ved at følge linket her.
Kilde: Danmarks Statistik