Mere lempelige regler for landbrugskøretøjer på vej
Det skal være lettere for landmændene at komme fra A til B med deres tunge landbrugsmaskiner. Det mener transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt, som nu har mere lempelige regler for landbrugskøretøjer på vej.
Transport- og Bygningsministeriet har i dag onsdag udsendt en pressemeddelelse:
Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt har netop iværksat en forsøgsordning om kørsel med forhøjede vægte for bæltekøretøjer på statens vejnet. Ordningen er netop trådt i kraft.
Forsøget betyder, at tunge landbrugsmaskiner med gummibælter får mulighed for at køre på de statslige landeveje.
Transport- og Bygningsminister Hans Christian Schmidt udtaler:
- Når jeg møder landbruget, hører jeg ofte om de udfordringer, landmændene har med at komme fra mark til mark med deres tunge køretøjer. Vi skal selvfølgelig ikke stå i vejen for, at landbruget kan udføre deres arbejde. Derfor fortsætter jeg nu den forsøgsordning, vi også havde i efteråret, hvor landbruget får lov til at køre på de statslige landeveje med bæltekøretøjer. Der er også hjælp på vej til de maskinstationer, som gerne vil fremvise langbrugsmaskiner på landets mange dyrskuer.
Det har længe været et ønske fra branchen, at landbrugsmaskiner, som skal transporteres til og fra dyrskuer, kan foretage transporten på egne hjul. Som reglerne er i dag, skal maskinerne transporteres på særtransporter. Men det vil transport- og bygningsministeren nu ændre på med en ny forsøgsordning, som netop er sendt i høring.
Også hjælp på vej til dyrskuer
- Det er et stort problem for landbruget, at der skal en særtransport til for at fragte landbrugsmaskiner til og fra dyrskuer. Maskinerne kan jo sagtens køre selv, siger Hans Christian Schmidt. Derfor vil jeg nu lave en forsøgsordning, hvor brede landbrugskøretøjer kan få lov til at køre til og fra dyrskuer efter de regler, som gælder for anden særtransport, udtaler ministeren.For en konkret gennemgang af forsøgsordningerne henvises til Trafik- og Byggestyrelsen.
Forsøgsordningen forventes at træde i kraft snarest muligt og skal efter planen løbe frem til 1. august 2017. Læs hele pressemeddelelsen Mere lempelige regler for landbrugskøretøjer på vej