Medlemsmøde om gas til Lolland og Falster
Fra 2024 skal en gasledning fra Everdrup til Nakskov forsyne forsyne Lolland og Falster med natur- og biogas. Gasledningen bliver cirka 115 kilometer lang.
Sukkerfabrikkerne på Lolland og Falster har sammen med biogasproducenten Nature Energy og gasleverandøren Andel forhørt sig om muligheden for en gasledning.
Nordic Sugar bruger meget energi og skal reducere sin CO2-udledning for at opfylde miljøkrav. Det vil fabrikkerne gøre ved at udskifte kul og olie med mere klimavenlig gas, gerne med lokalproduceret biogas lavet af bl.a. affald fra sukkerroeproduktion, gylle mv.
Det nuværende forbrug af kul og olie medvirker til, at Nordic Sugar i dag er den næststørste CO2-udleder i industrien i Danmark. I 2019 udledte de to sukkerfabrikker, der henholdsvis ligger i Nakskov og i Nykøbing Falster 162.000 tons CO2.
Miljø- og Energistyrelsen har fra den 8. marts indledt en idéfase på fire uger, hvor alle kan komme med forslag og input til, hvad der skal undersøges i forbindelse med den miljøkonsekvensvurdering, der skal laves for projektet.
Flere andre virksomheder har efterfølgende bakket op om behovet for et grønt gasnet på Lolland-Falster.
I samarbejde med DLS og Gefion har Østdansk Landboforening inviteret vores medlemmer, der kunne blive påvirket af projektet til møde, hvor blandt andet Østdansk Landboforenings advokat Liza Rosenberg vil fortælle, hvordan lodsejerne skal forholde sig til det anlægsarbejde de sandsynligvis skal lægge jod til.
Bestyrelsesformand Ole Elbæk fra Østdansk Landboforening og og bestyrelsesformand fra DLS, John Nielsen vil indlede mødet.
Møderne bliver afholdt virtuelt tirsdag og torsdag i næste uge.