Martin Merrild deltager ikke på årets delegeretmøde

del

Landbrug & Fødevarers formand gennem otte år, Martin Merrild, er blevet testet positiv for COVID-19. Det samme er to medarbejdere på hans gård, ligesom hans minkbesætninger er konstateret smittet. På den baggrund har han valgt at melde afbud til årets delegeretmøde i Landbrug & Fødevarer.

– Jeg ville selvfølgelig utroligt gerne have haft mulighed for at aflægge min sidste beretning som formand for Landbrug & Fødevarer. Delegeretmødet er en fantastisk begivenhed, som jeg altid har nydt i fulde drag. Det er medlemsdemokrati, når det er bedst med masser af gode og bramfrie debatter, som jeg sætter stor pris på. Desværre er jeg ligesom mange andre ramt af Covid-19 og derfor er jeg gået i isolation for at kunne overholde alle retningslinjer, fortæller formanden, der i øvrigt er symptomfri.

I forvejen er delegeretmødet på grund af coronasituationen omdannet til et digitalt setup, som afvikles fra Herning Kongrescenter og streames til de delegerede rundt om i landet. Afbuddet betyder, at det bliver viceformand, Thor Gunnar Kofoed, der kommer til at afholde årets beretning.

– Det er rigtig trist, at det ikke bliver Martin selv, der får lov at holde beretningen, nu hvor han går af som formand. Det skulle ikke blot have været en status over året, men over hele hans formandstid. Jeg har den største forståelse for den situation, som Martin befinder sig i. Alle kan forstå, at Martin lige nu har meget at tænke på i den her situation. Jeg ser frem til, at vi på et senere tidspunkt kan takke Martin, for alt det han har gjort for danske landmænd og for organisationen, siger viceformand i Landbrug & Fødevarer Thor Gunnar Kofoed.