Markvandring hos Peter gav bred orientering
Trods det noget ustadige vejr var der mødt godt 60 interesserede landmænd frem, da Østdansk Landboforening afholdt markvandring hos Peter Rasmussen ved Præstø tirsdag den 12. maj 2015.
Peter Rasmussen har et varieret sædskifte og det gav de fremmødte landmænd mulighed for både at se på raps, rødsvingel, engrapsgræs, hvidkløver, hvede og vårbyg med udlæg.
Programmet bød således på gennemgang af et bredt spektrum af afgrøder. Efter en gennemgang af rapsen lød konklusionen fra planteavlskonsulent Lars Olsen ”I skal svampesprøjte inden for de næste 7 dage, og vær i den forbindelse opmærksom på, om det også er aktuelt at iblande et middel med mod skulpesnudebiller. Skadetærsklen er 5-6 biller pr. plante, og det er endnu ikke set, men der er flere snudebiller i år, end vi har set de sidste år. ”
Der blev også endnu engang snakket om vækstregulering i foråret med Caryx. Det er ikke noget konsulenterne i Østdansk Landboforening anbefaler bredt, da der fortsat mangler forsøgsresultater, der viser god økonomi i den ekstra kørsel.
I roer blev der lagt vægt på, at man skal passe på med at bruge overgemte frø, hvilket de besøgende kunne se konsekvensen af hos Peter Rasmussen. ”Firmaerne bruger i højere grad primet frøene, hvilket gør, at de meget dårligt tåler at stå til året efter. Har I overgemte frø, kan I overveje selv at lave en spireprøve af dem, inden I hælder for mange i såmaskinen”, lød et af de gode råd fra planteavlskonsulent Søren Holmgren.
Hveden stod rigtig pænt, hvilket jo desværre ikke er tilfældet alle steder i år som følge af, at også mange hvedemarker er smittet med havrerødsot. ”Her rejser spørgsmålet sig, om I så kan spare på svampebekæmpelsen? Ud fra den betragtning at svage planter nemmere bliver angrebet af svampesygdomme, mener vi ikke, at der skal spares på svampesprøjtningerne. Det gælder også om, at I passer på det måske sparsomme udbytte, der trods alt er tilbage”, sagde planteavlskonsulent Søren Holmgren.
I en vårbygmark med udlæg af engrapgræs og hvidkløver blev der blandt andet snakket om etablering. Peter Rasmussen har nemlig haft nogle udfordringer med, at jorden klaskede sammen efter etablering. Han valgte så at tromle halvdelen af marken for at bryde skorpen. Ved markvandringen var der ingen forskel at se på det, der var tromlet, og det der ikke var. Overvejelserne var blandt andet, at det måske kan skyldes, at der kort tid efter etableringen kom fugt, så skorpen blev brudt op. Samtidig har det dog vist, at tromlingen ikke har skadet udlægget.
Markvandringen bød også på flotte og veludviklede frøgræsmarker. Peter Rasmussen fortalte blandt andet, at han har god erfaring med at dele forårsgødskningen i rødsvingel. Hans teori går ud på, at bladmassen i afgrøden holdes lidt igen ved den tidlige tildeling. Den gødning, der så gives senere, kan måske i højere grad udnyttes til frøsætning. I engrapgræs har Peter Rasmussen nogle udfordringer med enårig rapgræs og alm. Rapgræs. Disse forsøger han at styre med Hussar OD. I hvidkløveren slog frøavlskonsulenter bl.a. fast, at den rette timing for reglone i hvidkløver er vigtig – det vil sige kør ud den første solskinsdag i december.
Aftenen sluttede af i laden med kaffe og kage og en uformel snak blandt landmænd og konsulenter.