Majssorter til 2019
Resultaterne fra forsøg med majssorter til helsæd, kolbe- og kernemajs er nu færdigbehandlet. Vi viser udvalgte sorters udbytte.
Når du skal vælge majssorter til det kommende forår, bør du vælge to til tre sorter, der både har et stabilt udbytte og kvalitet, for at opnå størst mulig dyrkningssikkerhed. Til hovedparten af majsarealet bør du vælge en sort, som er afprøvet i mindst 2 år. Vil du afprøve en ny sort, anbefaler vi, at den sort du vælger har være afprøvet i minimum1 år og du kun køber hjem til et mindre areal.
Sorter til helsæd
Når du skal finde sorter til helsæd, bør du finde den gruppe af sorter, som i dine marker kan nå 31-33 pct. tørstof senest midt i oktober.
Til malkekøer bør du udvælge sorter, som giver den højeste økonomiske værdi. Det er som regel sorter, som kan kombinere et stort udbytte af afgrødeenheder med en høj energikoncentration (NEL20) og en høj FK NDF. Vær opmærksom på om forskellen i den økonomiske værdi mellem relevante sorter er signifikant.
Skal du vælge sorter til fodring af kvier f.eks. på kviehoteller, bør du vælge sorter, som kan kombinere et stort udbytte af afgrødeenheder og gerne en lav energikoncentration (NEL20).
Har du biogasanlæg eller levere til biogas kan du med fordel vælge sorter, som giver et stort udbytte af tørstof.
Figur 1. Majssorter til helsæd 2017 og 2018. Gennemsnitsudbytte af afgrødeenheder (a.e.), FK NDF og udbytte af stivelse er forholdstal i forhold til målesortsblandingen. Foderværdien er NEL20 i MJ pr. kg tørstof, og tallet i parentes efter sortsnavnet angiver, hvor mange dage efter 1. september sorten teoretisk har været høstklar, dvs. har opnået 32 procent tørstof. Antallet af dage er beregnet ud fra forsøgenes høstdato, forskellene i tørstofindhold ved høst og en antagelse om, at tørstofindholdet stiger med 0,3 procentenheder pr. døgn i tiden op til høst.
Majssorters økonomiske værdi til malkekøer
Majssorternes økonomiske merværdi på din bedrift beregner du på sortsvalgmajs.dk . Værktøjet er forbedret, så du grafisk kan få vist sammenhængen mellem to parametre efter eget valg. Du kan også se, om sorternes økonomiske værdi til malkekøer er signifikant forskellige.
Du kan fortsat se:
- Sandsynligheden for, at sorterne kan nå at modne i dit postdistrikt ud fra dine ønsker til såtidspunkt, høstdato og tørstofindholdet i majsen ved høst.
- En teoretisk modningsdato for sorterne i dit postdistrikt.
- Forsøgsresultater for kølige og lune områder samt for hele landet.
- Tørstofudbyttet kan også ses her med henblik på valg af sorter til bioenergi.
Forsøgsresultaterne for de enkelte sorter er statistisk beregnede på grundlag af forsøgsresultater fra alle årene, hvor sorten har deltaget i Landsforsøgene og den officielle værdiafprøvning. Resultaterne i Sortsvalgmajs.dk er derfor forskellige fra Sortinfo, men mere stabile og dermed bedre at basere sit sortsvalg på.
Sorter til kolbemajs
Skal du udvælge sorter til kolbemajs, bør du kigge efter sorter der
- ikke har tendens til lejesæd. Vær opmærksom på, at flere af de meget tidlige sorter ikke er tilstrækkelig standfaste til kolbemajs,
- er så tidlige, at de kan nå 54-56 pct. tørstof i kolber med svøbblade inden 20. oktober,
- giver et stort kerneudbytte,
- har et højt indhold af NEL20 i kolber med svøbblade,
- kan være 20-30 dage tidligere udviklet end sorterne til helsæd, hvis kolbemajsen skal høstes samtidig med majshelsæd,
- der har gode egenskaber til helsæd, hvis den skal være ”buffersort”, dvs. kunne bruges til både kolbemajs og majshelsæd.
På Sortinfo kan du også se foderværdianalyser af kolbemajs. Analyserne er lavet med udgangspunkt i de samme sorter, som er afprøvet til kernemajs.
På sortinfo kan du ligeledes se kerneudbyttet under ”Kernemajs”. Disse analyserne fremkommer ved, at der lige før høst er udtaget kolber med svøbblade til foderværdibestemmelse i sortsforsøgene til kernemajs. Udbyttet til kolbemajs vurderes med udgangspunkt i udbyttet til kernemajs, i det kolbemajs og kernemaj høstes på samme tidspunkt og udbyttet til kolbemajs stort set er bestemt af kerneudbyttet.
Figur 2. Kerneudbytte samt energiindhold og tørstofprocent i kolbemajs, 2017 og 2018. Tallet i parentes efter sortsnavnet er tørstofprocenten i kolber med svøbblade ved høst. NEL20, MJ pr. kg tørstof er i kolber med svøbblade. Sorterne er arrangeret, så sorterne med de højeste tørstofprocenter står øverst i figuren.
Sorter til kernemajs
Når du skal vælge sorter, bør du være opmærksom på sorter som:
- ikke har tendens til lejesæd
- til ensilering eller gastæt opbevaring vælges sorter, som kan nå ned på 38-40 pct. vand inden 20. oktober
- har et udbyttet af FEsv og FEso skal være højt
- har en en høj foderværdi
- har et lavt indhold af DON og ZEA