Lus i vintersæd
Registrering af bladlus i vinterhvede og vinterbyg i uge 43.
I Registreringsnettet (Registreringsnet bladlus uge 43), indberetter konsulenter fra hele landet hvor mange bladlus der findes i hvede og vinterbyg. I figurerne herunder, ses at i år finder vi flere bladlus end normalt (den røde kurve), men dog ikke på niveau med efteråret 2014, hvor vi så en stor smittespredning af havrerødsotvirus, som blev tydelig i mange marker i foråret 2015.
Da vi fortsat har lune og gode vækstforhold, anbefales bekæmpelse af lus i marker med mere end 2-3 % angrebne planter, der er sået før 20-25 september og hvor der ikke er behandlet de seneste 12-14 dage.
Brug en af følgende løsninger:
- 0,1-0,15 kg/ha Lamdex/Karate
- 0,05-0,075 kg/ha Kaiso Sorbie, eller
- 0,05-0,075 l/ha Mavrik Vita
Lamdex og Karate 2,5 WG må anvendes 3 gange pr år, mens Kaiso Sorbie kun må anvendes 1 gang pr år. Mavrik Vita må anvendes 1 gang efterår og 2 gange i foråret.