Kontrol med tilladelser til regulering fortsætter i 2024
I 2023 blev seks ud af ti kontrollerede tilladelser tilbagekaldt, fordi ansøgerne ikke overholdt forudsætninger og vilkår.
Vildt, som gør alvorlig skade på markafgrøder, kan reguleres med en særlig tilladelse fra Naturstyrelsen, men lodsejere og jægere har tit meget svært ved at overholde de forudsætninger og vilkår, som altid er knyttet til tilladelsen.
Det dokumenterede Naturstyrelsens kontrol i 2023: Seks ud af ti tilladelser blev tilbagekaldt, fordi forudsætninger eller vilkår ikke var overholdt. Kontrollen fortsætter i 2024, og målet er at etablere en permanent ordning med stikprøvekontrol, som kan skærpe ansøgernes opmærksomhed på reglerne.
Politianmeldelser kan forekomme
Landmænd og andre lodsejere, som søger reguleringstilladelse på grund af vildtskader i en afgrøde, skriver under på tro og love på, at deres oplysninger om afgrøden og skaderne på den er korrekte. Hvis det ikke er tilfældet, har de derfor ikke alene overtrådt vildtskadebekendtgørelsen, men også straffeloven.
Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen vurderer løbende karakteren af overtrædelserne og vejleder ansøgere, som for eksempel har misforstået noget i reglerne eller deres tilladelse. Hvis der er tale om klare og bevidste overtrædelser af tilladelserne, vil de pågældende sager blive videregivet til Politiet.
Nødvendig opstramning
Alle de 95 reguleringstilladelser, som blev kontrolleret i 2023, var givet for at undgå markskader, men i mange tilfælde viste kontrollen, at der slet ikke var en afgrøde på det areal, som var angivet i ansøgningen.
Eksempler på afværgemidler i marken
- Oppustelige fugleskræmsler
- Blafrende strimler
- Gaskanon
- Høgedrage
- Droner
- Lys og spejle
- Lydeffekter
Læs mere her
Kilde: Miljøstyrelsen