Ingen bejdsning med skadedyrsmidlet Gaucho i roer i år
Der er pt. ikke modtaget svar på ansøgningen om dispensation, så bejdsning med Gaucho kan ikke længere nås.
Nordic Sugar, Danske Sukkerroedyrkere og Nordic Beet Research har som bekendt igen søgt om dispensation til bejdsning af roer med Gaucho (imidacloprid) i sæson 2020. Gaucho hører til bejdsemidler indeholdende de såkaldte neonicotinoider, som er forbudt til udendørs anvendelse i hele EU.
Sukkerroebranchen meddeler nu, at der trods gentagne henvendelser ikke er modtaget svar på ansøgningen, og at de har fået oplyst, at der vil gå yderligere 3 uger, før et svar foreligger. Der vil derfor i stedet blive bejdset med skadedyrsmidlet Force 20 CS (tefluthrin), fordi bejdsning af roefrø ellers ikke kan nås inden kommende vækstsæson.