Hvordan skal du høste din vinterraps?
Det er vigtigt, at du høster rapsen på det rigtige tidspunkt, så du opnår det største frøudbytte af standardkvalitet
Ensartede vinterrapsmarker kan høstes direkte, mens mere uensartede marker kan du med fordel nedvisne eller skårlægge. Høstmetoden skal du tage stilling til på skårlægningstidspunktet. Det bedste tidspunkt for skårlægning er, når afgrøden har et gulligt skær.
Timing af høsttidspunktet
Det optimale tidspunkt for direkte høst er ca. 10 dage efter tidspunktet for skårlægning. Der vil normalt være behov for tørring af frøet på dette tidspunkt. Ved at vente yderligere nogle dage, vil det som regel være muligt at høste rapsen så tør, at der ikke er behov for tørring.
Flertallet af vinterraps sorter på markedet har resistens mod skulpeopspring og er ikke så udsatte for dryssespild. Denne sortsegenskab bør udnyttes til at få den sidste tilvækst med inden høst og ved ikke at høste for tidligt. Landsforsøg peger på, at sorter med skulpeopspringsresistens kan opretholde udbytteniveauet op til 2 til 4 uger efter det optimale høsttidspunkt.
Direkte høst
Hvis arealet er ensartet og rapsen modner jævnt, kan du høste direkte. Direkte høst skal du gennemføre, når frøene er sorte. Det vil oftest være 10 dage efter tidspunktet for skårlægning.
Følgende forhold styrker beslutningen om direkte høst:
- afgrøden er kraftig eller passende i leje
- der er sidekniv på mejetærskeren, som minimum i den ene side
- afgrøden er ren (fri for ukrudt og grønne plantedele)
- den høstede vare kan tørres straks efter tærskning
Nye forsøg indikerer, at du kan reducere spild med op til 80 pct. hvis der anvendes forlænget skærebord i forhold til et standard skærebord. Spildet sker hovedsageligt midt på skærebordet, og risikoen for spild øges i takt med afgrødens størrelse.
Tidspunkt for skårlægning
Rapsen skal du skårlægge, når afgrøden har et gulligt skær og ca. halvdelen af frøene er blevet sorte. Det ideelle billede af frøenes udvikling er følgende:
Skårlægning ved uens afmodning
I marker med uens modnende afgrøder kan du gennemføre skårlægning i op til 1 uge senere end normalt uden væsentligt tab af frø. Hvis rapsen når at blive for moden, inden den skårlægges, kan du med fordel gennemføre skårlægning efter at duggen er faldet, så skulperne er fugtige og dermed har mindre tendens til at springe op. I f.eks. grubbesåede afgrøder, hvor rækkeafstanden er stor, kan skåret falde ned mellem stubbene, så der kommer mindre luft ind under afgrøden med en ringere tørring til følge.
Nedvisning
Nedvisning af vinterraps er en anvendelse, der kan begrænses. De nye rapssorter er forædlet til at skulperne ikke springer op. Rapsen kan derfor tåle at stå på roden eller ligge på skår uden frøspild. Ved at undlade nedvisning med glyphosat inden afgrøden er helt moden, udnyttes endvidere hele rapsens potentiale for at fylde frøene. Alt for mange rapsmarker er nedvisnet tidligere end et par dage før skårlægningstidspunkt. Så skulper og frø tvangsmodnes med for lavt udbytte til følge.
Glyphosat-midlerne kan bruges, hvis der er kvik eller større mængde ukrudt efter fejlslagen ukrudtsbekæmpelse. Nedvisning med glyphosat-midler kan ske 2-4 dage før normalt skårlægningstidspunkt, altså når størsteparten af skulperne i rapsen er gulgrønne og der er enkelte sorte frø. Den behandlede afgrøde høstes direkte typisk 2-3 uger efter sprøjtning. Behandlingsfristen er 10 dage, og raps til udsæd må ikke behandles. Eventuelle rester af glyphosat vil efter forarbejdning findes i rapskagen. Det er baggrunden for, at det fortsat er tilladt at anvende glyphosat før høst i raps, selv om olien skal anvendes til konsum.
Der anvendes ca. 1.000 g aktivt stof pr. ha svarende til 3 liter glyphosatmiddel med 360 g pr. liter. Glyphosat-midler bør tilsættes 2,0 l ammoniumsulfat + 0,1-0,2 l spredeklæbemiddel pr. ha for at sikre effekten under mindre gunstige forhold (lav luftfugtighed) og for at modvirke effekten af eventuelt hårdt vand. Alternativt kan der anvendes additivet NovaBalance i en dosering afhængig af vandets hårdhedsgrad jfr. anvisninger på etiketten. Additiver tilsættes før glyphosatmidlet hældes i tanken. Hvor afgrøden stadig er meget grøn eller befængt med meget ukrudt, kan dosis af glyphosatmidlet (360 g pr. liter) øges til mellem 3,5 og 4 liter pr. ha. Læs dog altid etiketten for det aktuelle middel mht. maksimal dosering.
Køreskade i forbindelse med nedvisning
Køreskaden i vinterraps er afhængig af sprøjtens arbejdsbredde og udgør normalt i størrelsesordenen 1-4 pct. af udbyttet. Køreskaden er mindst i lave afgrøder.
Fordelene ved nedvisning er tidligere høst, lavere vandprocent, mindre frøspild under tærskning, mindre opspring af skulper, større høstkapacitet og mindre brændstofforbrug. Ulemperne er køreskader, omkostninger til sprøjtning og et vist tab ved standsning af tilvækst.