Hvordan skal du bekæmpe ukrudt i vintersæd?
Her får du vores anbefaling til bekæmpelse af græsukrudt og tokimbladet ukrudt i vintersæd. Vi har blandt andet taget højde for forskellige typer af ukrudt, lovgivningen og forebyggelse af resistens.
Forholdsvis tidlig såning, et lunt efterår og en mild vinter betyder, at der især mod græsukrudt vil være et større behov for opfølgning af efterårssprøjtningerne end normalt. Heldigvis har vintersæden klaret sig fint igennem vinteren, så der er forventning om at der afgrøderne vil give ukrudtet god konkurrence.
Behovet for opfølgning afhænger meget af såtid og ukrudtsbestand. Det er vigtigt i tidligt såede marker med en vis bestand af græsukrudt at være klar til en tidlig sprøjtning. Allerede i februar har der været tydelig vækst i græsset, så bekæmpelse bør foregå i starten af marts, hvis temperaturen tillader det.
Det er altid vigtigt at justere dosis og middelvalg i forhold til den enkelte mark og at vurdere ukrudtssammensætningen. Vi er altid klar til at komme forbi og undersøge marken.
Bekæmpelsesforslag
Er afgrøden kommet godt fra start og kan den forventes at blive tæt og har efterårs- bekæmpelsen haft fornuftig effekt, vil nogle overlevende planter af agerstedmoder og ærenpris ikke påvirke udbyttet, give høstbesvær eller betydning for frøbanken.
Broadway er nu eneste løsning mod gold hejre. Mod en stor bestand af gold hejre anbefales en splitbehandling med 2 gange 110 g Broadway pr. ha med første sprøjtning så snart væksten er i gang og igen ca. 10-14 dage efter. Er bestanden mere begrænset, eksempelvis langs skel og hegn, vil 165 g Broadway eller 130-150 g Broadway + 0,3 l Atlantis OD pr. ha være tilstrækkelig. Blød hejre er lettere at bekæmpe, så én behandling er normalt tilstrækkelig
Mod kvik har Broadway i hel dosis god effekt.
Er enårig rapgræs det væsentligste græsukrudt, giver Atlantis OD den mest målrettede bekæmpelse, men det er ikke så bred en løsning. Derfor vil fx 0,5-0,75 l Cossack OD eller 130-150 g Broadway + 0,3 l Atlantis OD pr. ha ofte være egnede løsninger, hvor der også er behov for en god effekt mod alm rapgræs, vindaks og rajgræs.
Væselhale lader sig ikke bekæmpe tilfredsstillende med hverken Atlantis OD, Broadway eller Monitor. En tidlig sprøjtning med en ikke for grov forstøvning og forholdsvis stor vandmængde, så der kan opnås en god dækning, giver størst chance for at opnå en rimelig effekt. Der er ingen mulighed for at reducere dosis. Ved tilsætning af flydende kvælstofgødning (10 kg N) er der en vis chance for at forbedre effekten, men dette er fortsat under forsøgsmæssigt afprøvning. Tilsætning af flydende N giver en risiko for svidning, og bør kun ske i vinterhvede. Ved meget tætte bestande af væselhale bør nedvisning og omsåning med vårsæd stærkt overvejes.
Skulle der efterfølgende komme sent fremspiret burresnerre, vejpileurt, hundepersille, snerlepileurt eller kamille, kan de bekæmpes relativt billigt samtidig med svampesprøjtningen med 0,35 l Zypar.
Rævehale og flyvehavre kan bekæmpes med Primera/Foxtrot i vinterbyg, men husk at der skal køres på tørre planter.
Øvrigt græsukrudt kan ikke bekæmpes i vinterbyg. Selv om Hussar er godkendt i vinterbyg, anbefaler vi det ikke, da afgrøden kan skades kraftigt, og dosis er for lav til at give en nævneværdig græseffekt.
Braodway kan anvendes i vinterrug men husk det ikke må anvendes efter begyndende stræknng, da der kan ske afgrødeskade.
Temperaturforhold
Behandling før en frostperiode kan forringe virkningen og evt. skade afgrøden. Den bedste effekt opnås, når der i de første døgn efter sprøjtningen er gode temperaturforhold både dag og nat. Let frost i morgentimerne (i en ellers mild periode) har ringe betydning for virkning og skånsomhed.
Under kølige vejrforhold med en gennemsnitstemperatur ned til 2-4 °C virker Ally, Express, Primus, Saracen, Topik og Zypar ret sikkert, når blot der er vækst i ukrudtet. Temperaturer omkring 7-8 °C vil dog være optimalt.
Temperaturkravet til Hussar, Cossack og Atlantis er 8-9 °C som gennemsnitlig døgntemperatur omkring sprøjtetidspunktet, mens temperaturkrav til Broadway ifølge etiketten er lidt lavere.
Temperaturen ved anvendelse af Mustang Forte, Pixxaro og Tombo må gerne være over 10 °C.
Midler som Primera Super/Foxtrot, Starane XL og Starane/Tomahawk bør først tages i brug hen i april, når temperaturen er højere.
Blandinger
Ved blanding er det vigtigt at følge eventuelle anvisninger på etiketterne. Blanding af vækstreguleringsmidler og græsukrudtsmidler frarådes generelt.
Additiver
I tabellerne med bekæmpelsesforslag er eventuel tilsætning af olie eller spredeklæbemiddel angivet. Zypar, Starane XL, Mustang forte og Starane/Tomahawk har et indhold af additiver, der gør det unødvendigt at tilsætte yderligere spredeklæbemiddel ved blanding med andre midler. Dog kan det anbefales at tilsætte spredeklæbemiddel, hvis der anvendes meget lave doser.
Olie bruges som additiv til Hussar Plus og Cossack OD, når de anvendes alene eller i blanding med minimidler (husk begrænsninger) og DFF. I alle andre tilfælde anvendes spredeklæbemiddel ved blandinger med Hussar Plus og Cossack OD, også hvis midlerne blandes med mangansulfat. Broadway og Tombo tilsættes PG26N, som i forsøg har vist sig som det bedste additiv.
Flydende N (10 kg N pr. ha) anbefales ikke generelt, men kan forstærke effekten af Broadway og Atlantis mod agerrævehale samt af Broadway + PG26N mod italiensk rajgræs. N-tilsætning øer risiko for svidning og bør kun ske i vinterhvede.
Afgrødetålsomhed
Det er ikke alle græsukrudtsmidler, der har samme skånsomhed over for de forskellige kornarter, og derfor er de ikke godkendt i alle vintersædafgrøder. Oversigten i tabel 2 viser, hvor midlerne er godkendt.
Tabel 2. Afgrøder, hvor midler med effekt mod græsser kan anvendes om foråret. Kilde SEGES.
Middel |
Vinterhvede |
Vinterbyg |
Triticale |
Rug |
Atlantis |
+ |
– |
+ |
max 0,45 l |
Broadway |
+ |
– |
+ |
+ |
Cossack |
+ |
– |
+ |
max 0,6 l |
Hussar |
+ |
max 25 ml |
+ |
+ |
Hussar Plus |
+ |
max 0,05 l |
+ |
+ |
Othello |
+ |
– |
+ |
+ |
Primera Super/Foxtrot |
+ |
+ |
+ |
+ |
Serrate |
+ |
– |
+ |
+ |
Topik |
+ |
– |
+ |
+ |
Tombo |
+ |
– |
+ |
+ |
Forebyg udvikling af herbicidresistens
Når først herbicidresistens er udviklet, giver det hurtigt store tab i form af øgede udgifter til kemi og direkte udbyttetab, så omkostninger til forebyggelse er en nødvendig investering i fremtiden. Læs mere her.
En række sulfonylurea-midler (SU-midler) er pålagt den begrænsning, at de kun må bruges én gang pr. vækstsæson. Teksten på etiketten er følgende: ’For at beskytte grundvandet må dette produkt eller andre produkter, der indeholder tribenuron-methyl, iodosulfuron, metsulfuron-methyl, triasulfuron eller thifensulfuron-methyl kun anvendes 1 gang om året’.
Læs altid etiketten og tjek maks. dosis.